Tag med på denne 16 dage lange eventyrlige safari på to kontinenter. Her besøges to af verdens ubetinget mest spektakulære safarilande, nemlig Indien og Tanzania, der begge har en ualmindelig storslået natur og et enestående, varieret dyreliv, såvel når det gælder kvalitet som kvantitet.
Afrejse hver onsdag i perioden november - april
16 dages rejse 30.695,- kr.
Denne fantastiske tur kombinerer de bedste dyreoplevelser i to verdensdele: den ultimative kombination for storvildtssafari med mulighed for at se tiger, leopard, løve, gepard og meget mere på én og samme rejse, hvilket lykkedes i rigt mål i 2010, hvor ruten havde verdenspremiere – med samme rejseleder! Dette krydres af enestående og smukke naturscenerier, et besøg i Agra med ikoniske Taj Mahal og imponerende Agra Fort samt i en af det nordlige Tanzanias mange Masai-landsbyer. Det helt store eventyr venter på denne 16 dages lange tur.
I Indien, hvor tre nationalparker skal besøges, startes turen i Sariska. Parken, der ligger relativt tæt på hovedstaden Delhi, var for mange år tilbage en af landets bedste og mest besøgte fredede områder med en god bestand af tigre. Desværre forsvandt tigrene for en række år tilbage, men der er igen etableret en bestand med tigre flyttet fra naboparken Ranthambore. De klarer sig nu fint, og de første unger er født de seneste par år.
Turen går herefter til Ranthambore, hvor der er afsat tre dage til søgen efter tigeren, dens plettede slægtning leoparden, samt masser af andre spændende dyr, hvoraf mange er vigtigt bytte for de store katte.
Herefter besøges den verdenskendte fuglelokalitet i Keoladeo Ghana inden turen i Indien slutter med en guidet tur til Red Fort og Taj Mahal.
Fra Delhi flyves der via Dubai og Nairobi til Kilimanjaro-lufthavnen i det nordlige Tanzania, tæt ved det kendte og smukke bjerg. Her starter safarien med et besøg i den naturskønne Lake Manyara-nationalpark, inden de helt store oplevelser venter med tre dage i en af verdens absolut mest kendte og imponerende nationalparker, Serengeti. Her kan de store flokke af storvildt nydes på de endeløse græssletter, og der findes næppe noget bedre sted på kontinentet at se de store katte; løve, leopard og gepard.
Inden turen sluttes med fantastisk safari på og i det gigantiske Ngorongoro-krater, hvor store hanelefanter og det sjældne sorte næsehorn oftest står på menuen, er der tid til at se et lille museum i Olduvai-kløften om menneskets tidlige slægtninge samt mulighed for også at besøge en Masai-landsby.
Dette begreb er opstået som en sjov pendant til Big Five med fem små dyr, hvor de fem stores navn indgår som en del af deres navn. Er også ment som en påmindelse om at nyde synet af alle dyr samt naturen generelt på en safari.
Læs mereSariska ligger i Rajasthan, godt 100 km øst for delstatens hovedstad Jaipur. Det er den nærmeste større nationalpark til Indiens hovedstad Delhi, der ligger ca. 200 km mod nordvest. Sariska´s areal er på 866 km2 og det kuperede landskab består primært af tør løvfældende skov med spredte klippefyldte og åbne græsklædte arealer
Læs mereBig Five er et historisk begreb, der stammer fra storvildtjagt. Det omfatter de fem dyr, man anså at det krævede mest mod og snilde at nedlægge: Elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Begrebet er i høj grad blevet annekteret nutidens safarier, hvor riflen er skiftet ud med et kamera og dyrene i stedet ”skydes” gennem linsen. Begrebet er meget anvendt i markedsføring af såvel naturområder som lodges og camps, der hvor ”de fem store” findes og med rimelig sandsynlighed kan ses.
Læs mereI centrum for regionen ligger det klassiske safariland, Kenya, der ligesom Uganda gennemskæres af Ækvator. Kenya har næsten samme størrelse, godt en halv mio. km2, og form som Vesteuropas største land Frankrig. Landet grænser mod øst op til Det Indiske Ocean. Nord og syd for Kenya ligger Østafrikas to største lande, Etiopien på godt 1 mio. km2 og Tanzania på knap 1 mio. km2. Etiopien er domineret af bjerge og meget højtliggende sletter, mens Tanzania er omkranset af vand mod øst og vest af hhv.
Læs mereRanthambore er vel nok Indiens mest berømte tigerreservat. Ud over at have en god bestand af den smukke bengalske tiger, der er parkens ubestridte stjerne, skyldes det også let tilgængelighed, gode infrastrukturer og mange fortrinlige overnatningssteder i området.
Læs mereKeoladeo Ghana er en ganske lille nationalpark på kun 29 km2, der ligger i udkanten af byen Bharatpur i det østligste Rajasthan. Fra parken er der kun 55 km til Agra med Taj Mahal mod øst og ca. 180 km til Indiens hovedstad Delhi mod nordvest.
Læs mereAgra ligger i delstaten Uttar Pradesh ca. 200 km sydøst for hovedstaden, Delhi, og har knap 1,3 mio. indbyggere. Byen er absolut mest kendt for en historisk bygning, der er blandt verdens absolut mest kendte og besøgte, nemlig eventyrlige Taj Mahal, som er på UNESCO´s liste over verdens kulturarv.
Læs mereUd over selve søen består den lille Lake Manyara nationalpark primært af det smalle stykke land mellem søen og Rift Valley skrænten, der næppe findes smukkere og mere markant end netop her. I parkens nordlige ende findes en tæt skov der minder om en regnskov. Det kaldes en grundvandsskov, da den får vandet fra jorden og skræntens kilder. Skoven er rig på aber, og der ses mange grønne marekatte, diadem marekatte og bavianer. Elefanter ses også hyppigt her, hvor man ofte kan komme meget tæt på dem, mens der skal mere held til at finde parkens løver, der fremhæves som værende særligt træklatrende
Læs mereSerengeti har en enestående bestand af store rovdyr, der ofte holder til på og omkring de mange blødt afrundede klippefremspring på græssavannen, de såkaldte kopjes eller koppies, og under træernes skygge langs vandløb og floder. Løver og plettede hyæner ses hyppigt, mens geparden og leoparden også bliver set på langt de fleste safarier. Der findes også masser af andet storvildt med bl.a. elefanter, flodheste, bøfler, giraffer og masser af antiloper og gazeller.
Læs mereKrateret bliver ofte betegnet som en slags Noahs Ark, selvom dyrene frit vandrer ud og ind af det. Man regner det for at have verdens tætteste bestand af store pattedyr, hvilket bl.a. skyldes, at der findes ferskvand året rundt. Vandet kommer fra flere kilder langs kraterranden, hvoraf den største udspringer i nabobjerget Olmoti´s krater. Denne konstante vandressource føder et par store sumpområder med ferskvand, inden det ender i Magadi søen, der er meget saltholdig.
Læs mere
Der er afgang fra København om eftermiddagen. I flyver med Emirates til Dubai, hvortil der er ankomst omkring midnat.
Der serveres to gode måltider undervejs i på flyrejsen.
Ud på natten flyver I videre med Emirates til Indiens hovedstad, Delhi, med ankomst om morgenen efter et solidt morgenmåltid i flyet. Her venter jeres lille private bus, der vil køre jer til Sariska-nationalparken og jeres dejlige lodge for indkvartering, og hvor frokosten desuden venter.
Om eftermiddagen skal I på jeres første safari i den spændende indiske natur i åbne køretøjer.
Overnatning på Vanaashrya med fuldpension.
Om morgenen skal I på endnu en safari i Sariska. Fra små åbne jeeps skal I nyde dyrelivet og med noget held får I set en tiger, selvom chancerne stiger markant på jeres næste safaridestination. Om formiddagen kører I til Geejgahr, hvor I skal spise en dejlig frokost i landlige omgivelser med typiske indiske landsbyer og små landbrug.
Hen på eftermiddagen kører I videre mod Ranthambore-nationalparken og jeres indkvartering for de næste tre dage er lige udenfor parken.
Overnatning på Ranthambore Regency med fuldpension.
I skal på morgen- og eftermiddagssafari i Ranthambore, der regnes for at være en af de to bedste nationalparker i Indien, for at se tigeren, der i Indien hører til den store og smukke race, bengalsk tiger. Der er desuden gode chancer for at se leoparder i Ranthambore, hvor også den noget mindre ørkenlos samt læbebjørn kan ses med noget held.
Overnatning på Ranthambore Regency med fuldpension.
Endnu en gang skal I på morgen- og eftermiddagssafari i Ranthambore. I dag skal I køre i små, åbne jeeps i vores søgen efter de store katte og det rige udbud af byttedyr som hjorte, antiloper, gazeller og vildsvin.
Også i dag er der en god pause midt på dagen, hvor de frodige omgivelser til jeres lodge kan nydes, og hvor der er mulighed for en svalende dukkert i poolen i middagsheden.
Overnatning på Ranthambore Regency med fuldpension.
Om morgenen skal I på en sidste jeep-safari i ”tiger-land”. Efter frokost kører I mod byen Bharatpur og indlogeres lige udenfor den lille nationalpark Keoladeo Ghana, hvor et dejligt aftenmåltid venter jer.
Overnatning på Birders Inn med fuldpension.
Denne morgen er afsat til en helt anden form for safari i nationalparken, der er domineret af lavvandede vådområder: I skal på rickhaw med ”chauffør” køre rundt på stierne i parken og nyde det ualmindeligt rige fugleliv i området, hvor der også ses enkelte større dyr som f.eks. antiloper og vildsvin. Herefter kører I til Agra, hvor frokosten indtages inden I skal på en guidet tur til det verdensberømte gravmonument, Taj Mahal, der er dagens anden attraktion på UNESCO's verdensarvsliste, idet Keoladeo Ghana også optræder på denne.
Overnatning på The Retreat med fuldpension.
Om formiddagen skal I besøge Agras anden verdensberømte bygning, nemlig Red Fort. Efter frokost kører I mod Delhi, hvor I er fremme i tide til at spise en dejlig afskedsmiddag for jeres rejse rundt i Indien.
Omkring midnat kører I til lufthavnen, og ud på natten flyver I med Emirates mod Dubai og nye eventyr i Afrika.
I ankommer til Dubai om morgenen og skifter til flyet mod Kenyas hovedstad, Nairobi, hvortil der er ankomst tidligt på eftermiddagen. Morgenmad og frokost serveres undervejs i flyene. Lidt senere på eftermiddagen flyver I videre mod Kilimanjaro-lufthavnen i det nordlige Tanzania.
Undervejs flyver I tæt på det smukke bjerg, Kilimanjaro, og hvis vejret er med jer, kan I se dets endnu sne- og isklædte top.
I er fremme ved jeres lodge omkring solnedgang, hvor aftensmaden venter inden det er tid til en god nats søvn efter rejsen fra Indien.
Overnatning på Moivaro Coffee Lodge med fuldpension.
Efter et dejligt morgenmåltid kører I mod vest til Manyara-søen og den lille nationalpark omkring denne. Her skal I på det første game drive i Afrika i søgen efter nogle af repræsentanterne for kontinentets berømte storvildt, f.eks. elefanter og flodheste.
I spiser jeres medbragte mad i parken, inden I sidst på eftermiddagen kører op til vores lodge, der ligger med en fantastisk udsigt over søen og parken på kanten af Rift Valley-skrænten.
Overnatning på Lake Manyara Serena Lodge med fuldpension.
Efter at have nydt solopgangen over Rift Valley og spist et solidt morgenmåltid kører I mod den verdensberømte Serengeti-nationalpark. Undervejs til de store sletter passerer I kanten af det gigantiske Ngorongoro-krater, som I skal ned i om nogle dage på vejen tilbage fra Serengeti. Når I kører ned ad kraterets yderside mod vest, åbner Serengetis næsten endeløse sletter sig for jer.
I kører game drive og spiser picnic-frokost i det sydlige Serengeti omkring Ndutu-søen, inden I fortsætter til jeres centralt og højt placerede lodge, hvorfra der er en skøn udsigt over savannen.
Overnatning på Serengeti Sopa Lodge med fuldpension.
I har to hele dage til at udforske det centrale og sydlige Serengeti, hvor store koncentrationer af vildt inkl. de vandrende gnuer og zebraer typisk opholder sig på denne årstid.
Vi forventer at køre på game drive om morgenen hen mod frokosttid og igen sidst på eftermiddagen, mens I holder hvil og spiser frokost på lodgen midt på dagen. Hvis de store dyreflokke er langt fra jeres lodge, kan I dog vælge at køre på heldagssafari den ene af dagene, hvor I så medbringer picnic-frokost, der nydes på savannen under et skyggefuldt træ.
Overnatning i Serengeti Sopa Lodge med fuldpension.
Om morgenen køres et sidste game drive i det centrale Serengeti. Efter en tidlig frokost går turen tilbage mod øst og højlandet omkring Ngorongoro-krateret. Undervejs er der rig mulighed for at se dyr langs grusvejen.
Før I ”klatrer” op i højden, gør I et holdt ved Olduvai-kløften. Her skal I besøge et lille fint museum, der formidler viden om menneskets tidlige forfædre, som der er gjort mange værdifulde fund af netop her.
I har også mulighed for at besøge en lokal Masai-landsby, hvor I bliver introduceret til deres boliger og hverdagsliv, der unægtelig er meget anderledes end vores, inden I kører op på Ngorongoro-kraterets rand for indlogering og aftensmad på vores meget spektakulært beliggende lodge.
Overnatning på Ngorongoro Sopa Lodge med fuldpension.
Efter en tidlig morgenmad kører I ad den stejle og snoede vej ned på bunden af Ngorongoro-krateret, hvor I skal køre jeres sidste game drive på turen på den flade græssavanne omgivet af den smukke kraterrand, og hvor I bl.a. har gode chancer for at se imponerende elefanttyre, store bøffelflokke og det sjældne sorte næsehorn.
Kort før frokost kører I op igen ad den stejle vej, gør et stop for at nyde udsigten over det imponerende krater inden I fortsætter et kort stykke vej ned ad ydersiden af Ngorongoro, hvor I skal spise en god afskedsfrokost på en dejlig lodge.
Efter frokosten er der afgang mod Kilimanjaro-lufthavnen, hvorfra I letter lige omkring solnedgang. Turen går igen forbi Kilimanjaro og til Nairobi, hvor I har ca. tre timers ophold med mulighed for at købe lidt aftensmad inden Emirates-flyet har afgang mod Dubai en times tid før midnat.
I ankommer til Dubai sidst på natten og tager flyet videre mod nord om morgenen efter ca. tre timer i transit.
Der serveres måltider og drikkevarer om bord på vej hjem, hvortil der er ankomst til Danmark midt på dagen efter 16 dage med meget store oplevelser.
Placeret for foden af Aravali højryggen mødes man her af luksus telt indkvartering tæt på enestående natur. Blot et stenkast fra Sariska National Park får man foruden god placering tilmed et dejligt ophold i rolige omgivelser, rigtig god mad samt spændende udflugter som kamel safari, cykling i lokal området, vandreture og naturligvis safarikørsel.
Læs mereUdsigten fra hotellet er enestående smuk med Vindhyas og Arravalis bjergkæderne i baggrunden, fugle samt smuk beplantning ved hotellet. Her bor man på en oase der kombinerer nærhed med naturen og fornem komfort der naturligvis er et fint mix af lokalt og international komfort. Aircondition, kabel-tv, elektronisk safe og dejligt badeværelse. I barområdet serveres der kølige drikke.
Læs mereBirders Inn ligger som nabo til Bharatpurs Keoladeo Ghana National Park, der med sine 29 km2 er så kendt og unik at den er udnævnt til UNESCO World Heritage Site. Birders Inn er kendt for sine fugleguider, der alle kommer fra selve reservatet og byder på enestående god service og et kendskab til naturen som meget få kan matche.
Læs mereMed kun en kilometer til det enestående Taj Mahal og fem kilometer til Agra Fort er beliggenheden for The Retreat i den gode ende. Hotellet har 48 store og moderne værelser med god komfort. Værelserne er med aircondition, safe, kabel tv, wi-fi, minibar og godt badeværelse med bl.a. hårtørrer. Hotellet har ligeledes udendørs pool. Roomservice kan bestilles døgnet rundt fra hotellets restaurant, der byder på kinesiske, europæiske og indiske retter. Der er et business-center, som kan benyttes af hotellets gæster. Receptionen er døgnåben.
Læs mereMoivaro Coffee Plantation Lodge ligger i et naturligt landskab blot 7 km vest for Arusha. Lodgen tilbyder massage og har man brug for lidt motion i form af jogging eller en gåtur, kan man få det på den dertil indrettede 2 km lange sti. Der arrangeres daglige totimers gåture til den nærliggende landsby Moivaro, hvor man kan komme tæt på den lokale befolkning og f. eks. se det lokale bananølbryggeri. Er man til lidt flere strabadser kan man klatre op på Oldonyo Maas Hill.
Læs mereLake Manyara Serena Safari Lodge ligger på en klippeskrænt med panoramaudsigt til sø, nationalpark og Great Rift Valley. Lake Manyara er en 40 km lang og 13 km bred lavvandet, alkalisk sø i en kløft i Great Rift Valley med en meget skiftende vandstand og følgelig fugleantal. Lake Manyara National Park dækker o. 325 kvadratkilometer, hvoraf o. 1/3 typisk er dækket af vand. Lodgen har 67 værelser, herunder 1 suite, i runde toetages hytter med mindre balkon, som ligger fordelt rundt om på lodgens grund ud til klippens kant for at give den bedste udsigt til den klare sø.
Læs mereSerengeti Sopa Lodge ligger på en bakkekam i Nyarboro Hills med udsigt over sletterne i den sydvestlige del af Tanzanias Serengeti National Park. Lodgens beliggenhed er ganske ideel i forhold til gnuvandringens rute i sæsonen. Samtidig ligger den med tilpas transporttid til to af Serengetis bedste safariområder med 45 min. kørsel til Seroneraområdet og lidt kortere til Moru Kopjes, hvorfor man med fordel kan kører lidt længere ture med medbragt picnickurv. Fra selve lodgen er der gode muligheder for at se dyr ved stedets vandhul.
Læs mereDen flotte lodge er tematisk inspireret af den traditionelle østafrikanske kultur med sine runde bygninger med koniske tage og den farverige massaistil i indretning og udsmykning. Stedets restaurant er bygget med glasvægge fra gulv til loft og giver gæsterne panoramaudsigt til krateret, akkurat som den farverige Crater View Bar. Fra hovedbygningerne kan gæsterne gå af stenbelagte gangstier forbi swimmingpoolen, en usædvanlig facilitet på disse kanter, hvorfra indkvarteringshytterne med værelser breder sig ud til begge sider.
Læs mereSafari Eksperten har indgået et samarbejde med Europæiske ERV, og er glade for både at kunne tilbyde dig en ideel rejseforsikring til dækning på din safarirejse samt en afbestillingsforsikring i tilfælde af, at du må aflyse rejsen på grund af sygdom.
Ønsker du at tegne en rejse- eller afbestillingsforsikring gennem Safari Eksperten, kan du kontakte din rejsekonsulent eller vores support på telefon 56 36 25 45 eller sende en mail til info@safarieksperten.dk