« Tilbage

Simien Mountains

Simienbjergene og nationalparken, der udgør en del af disse, er kort sagt overvældende. Med høje bjerge og dybe flodkløfter er storheden i klasse med Grand Canyon. Floderne har gennem millioner af år skåret sig ned gennem det vulkanske område, så der visse steder er opstået en højdeforskel mellem plateauet og kløfterne på over imponerende 2 km, hvilket kan opleves fra et af de mange spektakulære udsigtspunkter. Det højeste punkt, Ras Dashen på 4.550 meter, er Etiopiens højeste og Afrikas femtehøjeste bjerg.

Nationalparken er yderst velegnet til gåture, og der er mulighed for alt lige fra korte ture fra bilen eller lodgen hvor man bor, til ture på mange dage med lokale hjælpere, hvor der overnattes i hytter eller telte. Det kan være strabadserende at gå lange ture. Ikke fordi ruterne i sig selv er meget vanskelig, men fordi alt foregår i den tynde bjergluft. I den vestligste del af parken ligger et par yderst komfortable lodges i ca. 3.300 meters højde. De siges at være de højest beliggende af sin slags på hele kontinentet.

Omkring disse lever et af områdets specielle dyr i store flokke, nemlig den meget langhårede gelada bavian. Hannerne er kendte for deres signalering, hvor de krænger læberne vidt til side og blotter deres lyserøde tandkød og de overordentlige lange hjørnetænder. Trods denne adfærd, der også kan se truende ud overfor os mennesker, er geladaerne fredelige planteædere, og man kan trygt sidde midt i de store grupper og nyde deres laden og gøren. Vil man se en anden af dyrespecialiteterne, den store ged Walia ibexen med de gigantiske bagudkrummede horn, må man længere ind i parken omkring Chenek. Her er det også muligt at se den sjældne etiopiske ulv, der dog er mere hyppig i Bale Mountains nationalparken. Simienbjergene rummer også flere fuglespecialiteter, hvor især den kæmpestore lammegrib og den imponerende tyknæbbede ravn kan fremhæves, da de er markante og nemme at se netop her.

 

Højdepunkter:

  • Udsigter og storhed der kan måle sig med selv den berømte Grand Canyon
  • Langhårede gelada bavianer og den langhornede vildged, walia ibexen

Højsæson: November til april

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m