Amboseli Sopa Lodge, Amboseli | Safari i Kenya
« Tilbage

Amboseli Sopa Lodge

Amboseli Sopa Lodge ligger i Afrikas "Hemingwayland" med Kilimanjaro som bagtæppe og nem adgang til nationalparken.

Lodgen ligger i haveparklignende omgivelser ved foden af Mount Kilimanjaro. Ejendommens omgivelser gemmer mange eksotiske træer og planter, flere fuglearter, ligesom man støder på både aber, egern, manguster og dykantiloper. Ejendommen optager 190 acre af masailandets Kimana Group Ranch område.

Lodgen har 83 værelser med indkvartering i hytter i stedets have. Alle værelser er udstyret med bad og veranda. Flere værelser er indbyrdes forbundne og fleksible til brug for familier. Lodgen råder desuden over en stor toværelses suite med ekstra stor veranda. Lodgen har plads til max 161 gæster.

Lodgen har fire barer, hvoraf den ene ligger i tilknytning til stedets swimmingpool, mens en anden, Hemingway's Bar, er anbragt på kampesten på ejendommens højeste punkt med et 360 graders udsyn til det omgivende landskab, hvorfor det er det perfekte sted til at nyde sundowners. Som en gestus til den amerikanske forfatter Hemingway, der fik sin inspiration til flere, senere filmatiserede, romaner i området ved Amboseli og Mt. Kilimanjaro, er denne bar indrettet i periodestil til hans ære.

Stedets Kibo Restaurant, opkaldt efter Mt. Kilimanjaros højeste tinde, er en rund bygning i - karakteristisk for stedet - afrikansk inspireret og massaidekoreret stil med makutitækket tag. Restauranten har en lille, forsænket bar og udendørs terrasse med et majestætisk udsyn til Kilimanjaro. Lige nedenfor ligger der både bålplads og fiskedam.

Gæster har adgang til swimmingpool og sauna. Området er oplagt til gåture og fuglekiggeri, ligesom der er nem adgang til Amboseli National Park.

Lodgen ligger i det kollektivt ejede masaiområde, Kimana Group Ranch,  20 km/20 min. kørsel fra Amboseli National Park, Kimana Gate. Afstanden til Nairobi er 225 km/3 timer og til Mombasa 350 km/4 timer.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m