Et uspoleret ferieparadis


Det store og meget langstrakte land Mozambique, der mod nord grænser op til Tanzania og mod syd til Sydafrika, har en imponerende lang østvendt kystlinje på hele 2.200 km. Langs kysten ligger en række havnebyer med hovedstaden Maputo og Beira som de to største. Der er gode direkte flyforbindelser fra mindre lufthavne nær de bedste strandhoteller til Johannesburg og Kruger Nationalparken i Sydafrika – sidstnævnte fordi mange kombinerer en safari med efterfølgende afslapning på de fantastiske strande og hoteller langs Mozambiques tropiske kyst. Denne kombinationsløsning kan varmt anbefales, men en ren afslapningsferie på de idylliske hvide strande ved det turkisblå hav står fint alene.

De smukkeste strande i det sydlige Afrika ligger på Mozambique-kysten

Der findes også mange mindre fiskerbyer på kysten, men store dele er relativt øde strækninger med skønne hvide sandstrande. De allersmukkeste strande findes på små sandøer ud for kysten, hvor nogle af kontinentets  bedste små eksklusive strandhoteller ligger, og hvor det er et særsyn at se andre turister, eller lokale for den sags skyld. Her kan man virkelig tale om at have strandene for sig selv, og vel at mærke nogle ualmindeligt smukke nogen af slagsen. Det er med andre ord en ganske anden oplevelse at bo her end f.eks. på Mauritius, Zanzibar eller Kenya-kysten.

Masser af spændende aktiviteter

Er man til f.eks. golf og tennis er det bestemt ikke stedet, men er man til ro og afslapning på fjerne og øde tropiske sandstrande er valget hér det helt rigtige. På øerne fokuserer de landbaserede aktiviteter på gåture eller køreture i firhjulstrukne køretøjer på de sandede øer, ridning i det hvide sand på strandene og besøg i små lokale landsbyer. Til havs er der mulighed for forskelligartede sejlture, snorkling eller dykning på koralrevet i den omkringliggende marine nationalpark, dybhavsfiskeri efter noget havets ”storvildt” og delfinsafari, hvor man med lidt held også kan se havskildpadder og den mærkværdige søko, dygongen. Det er desuden muligt at tage en helikopter sightseeing, så det fantastiske kystlandskab kan nydes fra oven.

Klimaet i Mozambique

Klimaet langs Mozambiques kyst er tropisk og varmt, men i de varmeste middagstimer er en kølende dukkert i det lune vand altid inden for rækkevidde. Den tørreste, køligste og mest blæsende årstid er fra juni til september, mens de varmeste og vådeste måneder er fra december til marts.

Højsæson: Juni til oktober

  • Oplev det uspolerede Afrika
  • Perfekte sandstrande på små palmeklædte tropiske sandøer
  • Eksklusiv badeferie for de kræsne, der vil have strandene for sig selv
  • Et hav af spændende aktiviteter som dyking, golf, tennis, helikopter-tur etc.

Søgeresultater

Praktisk information ved rejser til Mozambique

Pas & visumregler for indrejse til Mozambique:

Ved ankomsten til Mozambique skal du igennem paskontrol. Du må ikke forvente at alle i paskontrollen taler engelsk.

Regler for pas:

  • Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter forventet hjemkomstdato

Visumregler:

Pr. 1. maj 2023 skal Skandinaviske statsborgere ikke længere ansøge om visum til Mozambique. 

Følgende dokumenter skal fremvises ved ankomsten: 

  • Pas
  • Flybillet (returbillet)
  • Voucher/dokumentation for ophold

Derudover skal der betales en afgift på 650 Metachai = Ca. 65 kr. 

Anbefalende vaccinationer ved rejser til Mozambique:

Vi anbefaler at du inden afrejse vaccineres mod følgende sygdomme:

Se også Seruminstituttet - rejse

  • Hepatitis A (smitsom leverbetændelse)
  • Stivkrampe/Difteri

Bemærk: Rejser du fra et land som er registreret som et gul feber område, er det påkrævet at du medbringer et certifikat på vaccination mod gul feber for indrejse til Mozambique.

Safari Eksperten samarbejder med en række vaccinationsklinikker i Danmark, som giver 10% rabat ved vaccination, hvis du oplyser at du har købt en rejse gennem os.

Se hvilke vaccinationsklinikker vi samarbejder med her.

Overstående informationer er kun vejledende, og Safari Eksperten anbefaler altid at du rådfører dig med egen læge eller vaccinationsklinik.

Du kan læse mere omkring krav til vaccinationer på www.vaccination.dk

Medicin ved rejser til Mozambique:

Selv om de fleste hoteller er rimelig veludstyret med diverse førstehjælpsudstyr, anbefales det at medbringe af egen læge ordineret medicin samt: Hovedpinepiller, diarretabletter, sololie, salttabletter, insektspray og øjendråber.

Malariaforebyggende medicin:

Vi anbefaler, at du starter en forebyggende malariabehandling før afrejse til Mozambique, og fortsætter den under opholdet samt efter hjemkomsten. Følg venligst instruktionerne for det pågældende produkt.

Vi kan ikke anbefale produktet Lariam, da det har givet den del af vore gæster meget ubehagelige bivirkninger. Mange af vore gæster har været tilfredse med produktet Malarone, som også er bredt dækkende.

Vi anbefaler at du altid rådfører dig med egen læge eller vaccinationsklinik omkring malariaforebyggende medicin.

Rejse & afbestillingsforsikring:

Vi kan anbefale, at der tegnes såvel en afbestillings- som rejseforsikring. En afbestillingsforsikring kostar 7% af rejsens pris. Har du tegnet en afbestillingsforsikring vil du få refunderet rejsens pris af Europæiske ERV Rejseforsikring, i tilfælde af en eventuel afbestilling.
Afbestillingsforsikring skal tegnes sammen med bestilling af rejsen eller senest ved første indbetaling.

Safari Eksperten har indgået et samarbejde med Europæiske ERV, og er glade for både at kunne tilbyde dig en ideel rejseforsikring til en fornuftig pris til dækning på din ferierejse samt en afbestillingsforsikring i tilfælde af, at du må aflyse rejsen på grund af sygdom.

Ønsker du at tegne en rejse-eller afbestillingsforsikring gennem Safari Eksperten, kan du kontakte din rejsekonsulent eller kontakte vores support på telefon 56 36 25 45 eller sende en mail til info@safarieksperten.dk 

Bagageregler på rejser til Mozambique:

Der må frit medtages 20 kg (business class dog 30 kg) bagage pr. person samt 1 stk. håndbagage, som højst må veje 5 kg - hvis ikke andet er meddelt i din rejseplan.

HUSK, skarpe genstande, knive, sakse m.v. må ikke forefindes i håndbagagen, men skal pakkes i den del af bagagen der checkes ind.

Pakkeliste for rejser til Mozambique:

Generelt anbefales letvægtstøj af bomuld eller lignende, som tørrer hurtigt og som kroppen kan "ånde" i. Den del af sæsonen, der strækker sig fra juni til september, falder i Mozambiques vinterhalvår. Nat- og morgentimerne kan derfor være meget kølige, og det anbefales at medbringe en ekstra lun trøje. Når solen er kommet på himlen, bliver der dejligt varmt med ca. 25 grader.

Vi anbefaler at du medbringer nedenstående på din rejse:

  • 1 par gode udendørssko
  • 1 par sandaler eller klipklapper
  • 1-2 langærmede trøjer
  • 1-2 par lange udendørsbukser (vi anbefaler zip-off bukser)
  • Shorts
  • T-shirts  / skjorter
  • Badetøj
  • Strømper og undertøj
  • Bredskygget solhat / kasket
  • Solbriller
  • Myggebalsam
  • Solcreme & aftersun
  • Kamera og masser af hukommelseskort
  • Lille rygsæk som kan medbringes under udflugter
  • Kuglepen
  • Rejseadapter
  • Lommelygte (med ekstra batterier)
     

Som kunde hos Safari Eksperten får du 10% rabat ved Backpackerlife (gælder ikke på deres pakketilbud). Hos Backpackerlife kan du finde en masse produkter som er relevant på din rejse. F.eks. rygsække, myggenet/myggespray, pandelamper samt meget mere. Du kan se hvad de alt tilbyder på deres hjemmeside her.

Valuta i Mozambique:

Den lokale møntfod i Mozambique er MZN. Ved indrejse i Mozambique skal kontante beløb over USD 5.000 deklareres. Ved udrejse må højst udføres USD 5.000 eller tilsvarende beløb af den lokale valuta Meticais (MZN). Der skal medbringes godkendelse fra ”Banco de Moçambique” såfremt der udføres MZN.

Det anbefales at medbringe kontanter i form af US dollars, der er det foretrukne betalingsmiddel. Kreditkort kan efterhånden anvendes på mange hoteller og restauranter. Visa og MasterCard er mest anvendt. I august 2019 er valutakursen 100 MZN = ca. 11 DKK. Omveksling af valuta kan ske i vekselkontorer, i banker og i pengeautomater samt visse butikker og supermarkeder. Der er også flere banker i Vilanculos med hæveautomater, hvor man kan bruge både Maser Card og Visa..

Hvor mange kontanter skal jeg medbringe på rejsen?:

De fleste udgifter er som regel dækket, når du køber en Mozambique rejse hos Safari Eksperten. Det er derfor begrænset, hvor mange kontanter du har behov for at medbringe.
Du kan på de fleste indkvarteringssteder i Mozambique betale med internationale kreditkort for dine drikkevarer, ekstra måltider og lignende.

Bemærk dog, at du oftest IKKE kan hæve eller veksle kontanter på indkvarteringsstederne.

Du skal medbringe nok kontanter til at kunne betale for følgende undervejs:

  • Kontanter til betaling af drikkepenge
  • Kontanter til køb af eventuelle udflugter og souvenirs

Hvad koster mad & drikkevarer?:

20 – 30 DKK for en sodavand eller øl
130 – 200 DKK for en flaske vin
70 – 130 DKK for et frokostmåltid

Drikkepenge ved rejser til Mozambique:

Det er normalt at man betaler drikkepenge for services i Mozambique, men det er naturligvis aldrig påkrævet. Vi anbefaler at du betaler drikkepenge, hvis du er tilfreds med den service, som du har modtaget.

Indkvarteringssteder & restauranter:

På indkvarteringsstederne forefindes der oftest en drikkepengeboks i receptionen, hvor vi anbefaler at man lægger svarende 8-10 dollars pr. person pr. overnatning, som gives ved opholdets afslutning.

Ved at betale direkte til drikkepengeboksen i receptionen, bliver drikkepengene delt ligeligt mellem hele personalet på indkvarteringsstedet.

På cafeer og restauranter som ikke er en del af dit indkvarteringssted, anbefaler vi at lægge 10 % af regningen i drikkepenge.

Desuden anbefaler vi at betale ca. 1 USD pr. kuffert til portøren, som bærer din bagage til værelset på indkvarteringsstederne.

Vi anbefaler, at du så vidt muligt betaler drikkepenge i lokal valuta.

Indkøb af souvenirs i Mozambique:

Der er gode muligheder for at gøre flotte indkøb af souvenirs til minde om en fantastisk rejse. Der er blandt andet mulighed for blandt andet at købe flotte træfigurer udskåret i træ og sæbesten. Det samme gælder smykker, trommer, fletværk, lædervarer og forskellige former for batik. 

Kvaliteten af produkterne er meget forskellig. Vi anbefaler derfor altid, at du spørger din guide eller  til råds, han kan vejlede dig til, hvor du skal købe tingene for at få en ordentlig kvalitet.

Priserne varierer meget fra sted til sted, og det er normalt at man handler om priserne. Forsøg at få prisen forhandlet ned med 30 – 50%, så har både du og sælger gjort en god handel.

Internet & mobiltelefoni i Mozambique:

Mobildækningen i Mozambique er god i nærheden af de større byer. Du vil ofte opleve meget dårligt eller intet signal, når du befinder dig uden for hotellet.

Bemærk dog, at det er meget dyrt at benytte din danske telefon i Mozambique. Såfremt du har behov for at benytte din telefon til opkald, data eller lignende under dit ophold i Mozambique, anbefaler vi at købe et simkort ved ankomsten til lufthavnen.

De fleste indkvarteringssteder i Mozambique har i dag WIFI med en ok internetforbindelse.

Elektricitet i Mozambique:

På langt de fleste hoteller, lodges og camps findes der elektricitet – 220 volt. Vi gør dog opmærksom på, at styrken kan svinge – Danske stik kan normalt benyttes.

Tidsforskel i Mozambique:

Mozambique er 1 time foran dansk normaltid og samme tid ved dansk sommertid.

Billeder:
Vi er meget interesseret i at modtage billeder fra vore kunder, og disse vil evt. blive brugt i forbindelse med tilbudsmateriale eller katalog, som udkommer sidst på året. Vi vil meget gerne have billederne tilsendt hurtigst mulig efter hjemkomsten. Hvis et eller flere billeder kommer i kataloget, får du kr. 500,- på et tilgodehavendebevis, som kan bruges på den næste rejse.

Evt. misforståelser:
Skulle der under opholdet, mod forventning, opstå misforståelser: problemer af den ene eller anden karakter, som du ikke mener selv at kunne løse, kan vi kontaktes i kontortiden (mandag-fredag kl. 8.30-17.00) på tlf.nr. +45 56 36 25 45 . Det er for sent at rette evt. misforståelser eller fejl efter hjemkomsten. Derfor gør vi opmærksom på, at det er uhyre vigtigt, straks at underrette os, hvis der opstår uløselige problemer. Kun i tilfælde, hvor vi har været underrettet, vil en sådan klage blive behandlet.

Nødtelefon:
Safari Eksperten har oprettet en nødtelefon, hvor vores kunder uden for almindelig kontortid - i alle døgnets timer og på alle ugens 7 dage - altid kan komme i forbindelse med en kompetent medarbejder. Det skal understreges, at denne telefonlinje kun er beregnet til egentlige nødopkald, hvor det er en absolut nødvendighed, at komme i forbindelse med enten Safari Eksperten eller en pårørende. Brug denne nødtelefon når absolut påkrævet, og undgå venligst misbrug. Tlf.nr. +45 3026 2540 .

Hjemkomsten:
Vi er altid glade for at høre ”sidste nyt derudefra” efter hjemkomsten. Det er af største vigtighed, for at vi løbende kan følge med i, hvad der sker "derude". Derigennem kan vi udvikle og evt. forbedre vore rejsemål. Derfor - hvad enten det er ris eller ros til os – hører vi meget gerne om det.

Vi håber, at ovenstående giver svar på alle de spørgsmål, der naturligt er før afrejsen. Skulle der være ubesvarede spørgsmål, må du ikke tøve med at kontakte os - vort arbejde er i første række at betjene vore kunder.

Naturligvis er Safari Eksperten A/S medlem af Danmarks Rejsebureauforening, Rejsegarantifonden og Pakkerejseankenævnet

HAR DU SPØRGSMÅL?

Tina Jeppesen

Telefon: 56 36 25 45

Ulla Fregerslev

Telefon: 63 21 43 02

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m