« Tilbage

Bale Mountains

Nationalparken Bale Mountains er især kendt for sin helt specielle højslette, Sanetti-plateauet, og for at være hjemsted for flest af de tilbageværende smukt ræverøde etiopiske ulve. Denne ulv er den mest sjældne af alle vildtlevende arter i hundeslægten, idet der kun er omkring 450 tilbage. Over halvdelen af disse lever i Bale og kan, trods deres sjældenhed, ofte ses på det helt åbne plateaus hedeland, hvor de især jager en art gnaver, der kun findes her.

Det er også i dette område, at man hyppigst ser den mellemstore plettede kat, Servalen, med de store ører og den korte hale, der også primært lever af smågnavere, og fuglespecialiteter som den blåvingede gås, den kæmpestore vortetrane samt kongeørnen, der ellers hører til på vore breddegrader. To andre specialiteter for Etiopien, den sjældne bjergnyala med de fint snoede horn, som der kun er omkring 4.000 af, og den lokale og særligt smukke variant af skriftbukken, Menelik´s Bushbuck, ses hyppigere nedenfor plateauet, hvor trævæksten bliver tættere og højere. Fra parkens hovedkvarter i Dinsho og byen Goba i den nordlige ende, fører Afrikas højest beliggende helårsfarbare vej henover Sanetti-plateauet i omkring 4.000 meters højde og tæt forbi toppen Tulu Dimtu på 4.377 meter, der er et af Etiopiens og dermed Afrikas højeste punkter, og ned igen til Harenna-skoven på sydsiden af plateauet.

Det er ikke mange andre lande der har en vej hen over et af landets højeste punkter – det skulle da lige være Danmark, men det er på et noget andet niveau! I Harenna-skoven ligger områdets eneste overnatningsmulighed af høj kvalitet. Det er også her den sjældne Bale-marekat lever. I og omkring skoven lever også sortmankede løver, sorte leoparder (”pantere”) og plettede hyæner, men de er sjældne at se. Buske af den vilde form af kaffeplanten Coffea arabica, der må siges at have bredt sig til mange lande, gror rundt omkring i Harenna-skoven, hvis frodighed giver vækstgrundlag for bambusskov og mange andre spændende planter, samt et rigt og specielt fugleliv.

 

Højdepunkter:

  • Sanetti-plateauets smukke højslette og Harenna-skovens frodige tæthed
  • Etiopiske ulve på det åbne plateau og bjergnyalaer i skovrydningerne

Højsæson: November til april

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m