Garden Route | The Garden Route roadtrip i Sydafrika
« Tilbage

Garden Route

Den berømte rute fører gennem smukke landskaber langs Sydafrikas sydkyst til en række meget forskelligartede destinationer mellem de langstrakte Outeniqua og Tsitsikamma bjerge og Det Indiske Ocean. Den har ry for at være en af verdens smukkeste kyststrækninger, og så er klimaet meget mildt, med vintertemperaturer der sjældent kommer under 10oC og sommertemperaturer der sjældent overstiger 28oC. Oprindeligt refererede navnet til strækningen mellem byen Mossel Bay og udløbet af Storms River i Tsitsikamma nationalparken. 

I praksis bruges begrebet dog om hele turen på ca. 800 km fra Cape Town i vest til Port Elizabeth i øst, da disse byer ofte er udgangspunkt eller endepunkt for ruten, uanset om det er på en guidet tur i bus eller som en kør-selv ferie. Rutens navn stammer fra de smukke vilde blomster, der især i forårsmånederne fra september til november kan ses i området. Der er næsten uendeligt mange skønne steder at besøge, men nogle af højdepunkterne set fra Cape Town i vest er:

  • Havnebyen Mossel Bay, der er en populær ferieby med en attraktiv gammel bydel. Her findes et fint museum bl.a. med en kopi af Bartholomeu Diaz´s skib, der som det første rundede Cape of Good Hope på vej mod Østen. Diaz tog de første skridt på Afrikas sydkyst netop her. Her er også mulighed for en kort sejltur til Seal Island, der er en lille ø hvor over 2.500 pelssæler holder til.
  • Byen Oudtshoorn inde i land, der er centrum for strudsefarme med kødproduktion og salg af strudsefjer som en sidegevinst. Nær byen ligger de imponerende og smukke drypstenshuler Cango Caves, der strækker sig over 4 km ind i bjerget. Kun en fjerdedel af hulesystemet er åbent for guidede ture.
  • Byen George nær havet er ligeledes en populær ferieby, og med et velbesøgt shopping center. Der ligger flere fantastiske golfbaner nær byen, der desuden rummer en dejlig botanisk have med mange af de lokale plantespecialiteter.
  • Byen Wilderness er omgivet af fine brede sandstrande og bagvedliggende laguner. Den lokale Wilderness nationalpark beskytter områdets skove, floder, søer, laguner og noget af kysten, samt et rigt fugleliv. Der er mulighed for dejlige cykel-, kano- og vandreture i parken.
  • Byen Knysna ligger ved mundingen af floden ved samme navn. Her findes en stor lagune med flotte skovklædte bjerge bagved, der er velegnede til vandreture. Byen har et shoppingområde langs vandet med bl.a. gode fiske- og skaldyrsrestauranter.
  • Feriebyen Plettenberg Bay ligger i ”den smukke bugt”, hvilket dens navn betyder. Den har nogle sydkystens bedste sandstrande i den relativt beskyttede bugt, og er et populært udflugtsmål når vejret er til strandliv.
  • Nature´s Valley er en meget attraktiv strækning af Garden Route. Området er en mosaik af smukt landbrugsland, flotte skovklædte bjerge samt spektakulære og uberørte kyster med dejlige øde strande. Her er rige muligheder for naturskønne vandre- og rideture.
  • Tsitsikamma nationalparken har en vidunderlig og frodig tempereret regnskov langs den klippefyldte kyststrækning. Med lidt held kan man se delfiner helt tæt på kysten og oddere nær flodudløbene. Området omkring Storms River udløbet har fine dykkermuligheder og spektakulære vandremuligheder.

Hvis man har tid kan ruten med lidt variationer sagtens køres begge veje, da der er rigeligt med oplevelser og dejlige overnatningssteder til at fylde programmet for dette. Man kan evt. tage en afstikker til et af de fine private safari reservater under vejs, f.eks. i Sanbona nærmest Cape Town og Shamwari , Amakhala eller Sibuya nærmest Port Elizabeth. Den dejlige Addo Elephant nationalpark ligger også nær ruten nord for Port Elizabeth. Har man et stort ønske om at se hvaler og/eller hajer kan man udleve drømmen i Hermanus eller Kleinbaai øst for Cape Town, mens vindistrikterne omkring Stellenbosch nordøst for Cape Town kan sørge for forkælelse af ganen med gode vine og fremragende mad på små hyggelige hoteller. Er man til mere action-prægede aktiviteter findes bl.a. flere af verdens højeste Bungee Jumps langs ruten samt mange gode strande til surfing.

 

Højdepunkter:

  • Oplevelsesrig og naturskøn køretur langs Sydafrikas smukke sydkyst
  • Righoldigt udvalg af meget  varierede destinationer jævnt fordelt på ruten

Højsæson: September til april

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m