Kaziranga nationalpark i Indien | Kaziranga National Park
« Tilbage

Kaziranga nationalpark

Kaziranga ligger på den sydlige bred af den mægtige Brahmaputra flod, der afvander en stor del af Himalaya bjergene, og den krydses af flere mindre floder. Parken har en meget afvekslende natur med flodsletter, vandhuller, græssletter med det høje elefantgræs og skovklædte bakker og bjerge, og en heraf følgende meget artsrig og relativt let synlig fauna. Kaziranga, der er på UNESCO´s liste over verdens naturarv, dækker et areal på ca. 430 km2 og med et tilsvarende omkringliggende areal som buffer-zone. 

Mest berømt er nationalparken nok for sin enestående bestand af det store indiske næsehorn. Området blev for mere end 100 år siden fredet for at beskytte de kun 12 tilbageværende eksemplarer af disse næsten forhistorisk udseende kæmper. I dag er bestanden øget til omkring 2.400, hvilket er ca. to tredjedele af verdensbestanden. I sandhed en succeshistorie af dimensioner der viser, at naturbevarelse nytter!

Bestanden af indiske elefanter er også steget støt de seneste år, så den nu er på næsten 2.000, og Kaziranga er et af de få steder hvor der stadig kan ses vilde vandbøfler, og rummer næsten 60% af verdens bestand på ca. 3.000. Den gigantiske gaur-okse, der også kaldes indisk bison, tilhører tillige parkens kæmper. Den kan veje op til godt 1 ton og regnes i øvrigt af nogen som det femte medlem af Big 5 i stedet for vandbøflen.

Tigeren har efter sigende verdens tætteste bestand i parken med ca. én tiger pr. 5 km2. Dens byttedyr består bl.a. af adskillige arter af hjorte, f.eks. den store kronhjortelignende sambar hjort, den sjældne Barasinghahjort, svinehjorten og den lille muntjac, samt af vildsvin. Leoparden er også yderst almindelig i parken, men er dog ligesom tigeren svær at se i det høje græs hvor den typisk opholder sig. I Kaziranga findes også en række mindre rovdyr, bl.a. flere arter af små vilde katte og af desmerdyr.

Hele ni arter af aber lever i området, hvoraf assam makakken samt kappelanguren og den gyldne langur er mest fremtrædende. Med lidt held kan man desuden se den smalnæbbede ganges delfin, hvilket dog kræver en sejltur på Brahmaputra floden. Det meget rige fugleliv tæller bl.a. mange arter af storke, hejrer, isfugle, næsehornsfugle og ørne samt flere gribbe. Blandt krybdyrene kan mange let synlige arter af sumpskildpadder fremhæves, mens der skal held til at se varaner, den sjældne langsnudede gavial-krokodille og verdens største slange, netpythonen.

Det er muligt at køre rundt i store dele af Kaziranga på små hjulspor i små åbne firehjulstrukne biler, og man kan desuden sejle langs parkens bred mod Brahmaputra floden. Det mest spektakulære ”transportmiddel” er dog på elefantryg, hvor man må off-roade og har en særlig god muligheder for at komme tæt på især de indiske næsehorn, men også en række andre dyr der lever i det høje elefantgræs, og som nemmere ses højt til vejrs på elefanterne.

Højdepunkter:

  • Se verdens absolut største bestand af det store indiske næsehorn – også fra elefantryg
  • Stor bestand af asiatisk elefanter og vilde vandbøfler, men også enkelte gaur-okser
  • Tæt bestand af tigre og leoparder, og masser af byttedyr som f.eks. hjorte og vildsvin
  • Ganges delfiner i Brahmaputra floden og mange aber, fugle og krybdyr på land

Højsæson: November til april

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m