Søens sydvestlige ende ligger ca. 3 timers kørsel nord for Lake Manyara ad til tider bumlede og støvede grusveje, og er forbundet med det nordlige Serengeti med en tilsvarende vej og 5-6 timers kørsel. Dette kan lyde som en dårlig reklame for stedet, men tager man turen bliver man belønnet med et af Østafrikas mest imponerende og dramatiske landskaber, og man undgår at køre ud og hjem den samme og i øvrigt længere vej via Ngorongoro, hvis det nordlige Serengeti er på programmet på en bil-safari. Tre naturattraktioner ligger op af hinanden i Lake Natrons sydvestlige hjørne: Den eneste stadig aktive vulkan i det centrale Østafrika, Oldonya Lengai der betyder ”guds bjerg” på masai sproget, en af de allermest markante strækninger af Rift Valley skrænten og så selve den store fladvandede og meget salte sø, der er ynglelokalitet for flere millioner flamingoer.
Overnatningsstederne og aktiviteterne i dette lavtliggende, tørre og varme område er centreret omkring nogle store varme kilder, der siver ud af skrænten. Her er mulighed for gåture til de varme kilders udspring og vandfald, hvor der kan bades, og til søen hvor mange fugle kan ses selvom de fleste flamingoer opholder sig langt ude på søen.
Den næsten 2,9 km høje og perfekt kegleformede vulkan kan bestiges mod forudgående aftale med guider, og man kan aflægge en lokal og helt traditionel masai-landsby et besøg. Især omkring kilderne og de små floder fra disse er der en fint fugleliv og der findes også lidt vildt i området, hvor zebraer, gnuer og giraffer er mest almindelige. Der er også mulighed for at se de mere end 100.000 år gamle fodspor fra ”det moderne menneske”, Homo sapiens, altså næsten fra artens oprindelse!
Højdepunkter:
Højsæson: Januar til marts og juli til oktober