« Tilbage

Murchison Fall's

Nationalparken, der er Ugandas største og ligger i det nordvestlige del af landet ca. 350 km nord for hovedstaden, Kampala, er delt på tværs i øst-vest gående retning af Victoria Nilen. Parkens vestlige afgrænsning udgøres af Albertsøen, som Victoria Nilen har sit udløb i og Albert Nilen sit udspring fra. Centralt ligger de imponerende vandfald, der har givet navn til parken. Disse er ret voldsomme, selvom hverken højde eller bredde er noget specielt at tale om. Til gengæld er faldet et af de kraftigste, da alt Nilens vand presses igennem den mindre end 10 meter brede kløft under sit 43 meter høje fald, hvilket pisker vandoverfladen til skum, der kan ses langt ned ad floden. Parkens nordlige og sydlige del bindes sammen af en lille og kort færgeforbindelse mod vest samt af hovedvejen øst for parken nær nogle mindre vandfald på Nilen.

Parken har et godt netværk af fine grusveje for den landbaserede safari, især på de dyrerige og palmeklædte sletter nord for floden, men bådsafari fra færgestedet i skræddersyede fartøjer er måske nok den største attraktion. På turen opstrøms sejler man helt tæt op til vandfaldene, mens den noget længere tur nedstrøms fører til Albertsøen. Uanset hvilken retning der sejles, vrimler Nilen og dens bredder med flodheste, krokodiller, varaner og et meget rigt fugleliv. Der ses også hyppigt dyr som elefanter, bøfler og vandbukke, der kommer ned til floden for at drikke, mens man med lidt held kan se den store og mystisk udseende fugl træskonæbbet med det gigantiske næb.

For ornitologer er denne blandt kontinentets og hele verdens mest eftertragtede fugle at få på nethinden og i notesbogen. Blandt fuglene på savannen er det især de meget smukke krontraner, der er Ugandas nationalfugl og optræder på flaget, som oftest tager scenen i Murchison´s Falls nationalparken. Desuden ses ofte løver, bøfler, vortesvin og Rothschilds giraffer, der ligner en mellemting mellem netgiraffen i det nordlige Kenya og de sydligere masaigiraffer, samt et væld af antiloper, hvor den smukke Uganda kob er en specialitet for landet.

Det berømte vandfald kan også ses fra landsiden, da en vej fører til en nærliggende lille P-plads, hvorfra man kan gå helt tæt på toppen af faldene. Parken udgør kernen i et større fredet område og er omgivet af en række andre reservater.

 

Highlights:

  • Sejlture på Nilen opstrøms til vandfaldene og nedstrøms til Albertsøen
  • Dyrerig bilsafari, især på nordsiden langs Nilen og ned mod Albertsøen

Højsæson: Januar til februar og juni til august

HAR DU SPØRGSMÅL?

Kundeservice

Email: info@safarieksperten.dk

Telefon:56 36 25 45

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m