Kun omkring et par procent skiller menneskets arvemasse fra chimpansen, der dermed er vores nærmeste nulevende slægtning, men tæt fulgt af Afrikas anden menneskeabe, gorillaen. Faktisk er chimpansen tættere beslægtet med mennesket end med gorillaen. Chimpansen er den mest temperamentsfulde af de to aber – måske fordi den ligner mennesket mere!
Der findes to arter af chimpanser, den almindelige chimpanse og dværgchimpansen, der også kaldes bonoboen. Sidstnævnte lever i Centralafrika syd for Congofloden i svært tilgængelige områder. Den almindelige chimpanse har en større udbredelse nord for Congofloden, nemlig fra det vestlige Tanzania og Uganda over Centralafrika og helt til Vestafrika. Det er denne art man kan opsøge i naturen i Uganda og flere andre lande bl.a. Tanzania og Rwanda. En enestående og rørende oplevelse. Det er dyrt at købe en tilladelse til chimpanse-trekking og endnu dyrere for gorilla-trekking.
De høje priser skyldes ikke alene reglen om udbud og efterspørgsel. Det er også en yderst langvarig, tålmodighedskrævende og dyr opgave at tilvænne vildtlevende menneskeaber vores tilstedeværelse i deres midte, da de fra naturens side er meget frygtsomme.
Det er ikke sandsynligt at møde chimpanser eller gorillaer i naturen, der ikke har været gennem en lang habitueringsproces. Denne proces kræver, at lokale eksperter fra parkerne opsøger den samme familiegruppe hver eneste dag året rundt, den første lange tid blot for at opholde sig i nærheden uden at se dyrene. Efter lang tid på denne måde, hvor eksperterne bl.a. ”snakker” med aberne, kan der langsomt skabes øjenkontakt og senere nærkontakt.
Først når dyrene er blevet helt trygge ved dette, er det tid til at tage enkelte fremmede ind til familiegruppen på forsøgsbasis. Når dette stadie fungerer, kan der sælges ture til chimpanseflokken, men kun én tur dagligt for 6-8 personer og med maksimalt en times ophold sammen med aberne.
Tidshorisonten for hele habitueringsprocessen er typisk 2-3 år for en enkelt familiegruppe, og med tiden samt i takt med den stigende efterspørgsel, øges antallet af habituerede grupper, hvilket samtidig øger overvågningen for potentielt krybskytteri o.l.
Zoologen Jane Goodall´s banebrydende forskningsarbejde bl.a. gennem ca. 50 år i Gombe Stream National Park i Tanzania, har bl.a. dannet grundlag for den viden, der skal til for at kunne opholde sig i en chimpanseflok uden væsentlige forstyrrelser af deres dagligdag. Senere har hendes arbejde og rådgivning, inkl. fra medarbejdere på det oprettede Jane Goodall Institute, bidraget i adskillige lande til viden om og beskyttelsen af vilde chimpanser, der er truet i mange områder, samt til naturbevarelse i det hele taget.