En pragtfuld safari og badeferie i Kenya for hele familien med dansktalende Geoffrey som rejseleder. En stressfri ferie for alle aldre, hvor der er tid til at opleve og nyde.
Safari Eksperten og Geoffrey Sendeu byder jer velkommen til en eventyrlig Kenya-rejse. Med dejlig indkvartering og en perlerække af safarioplevelser i verdensklasse vil Geoffrey vise sit hjemland frem for jer. Kenya er safariens moderland, hvor smukke og varierede landskaber danner rammen om oplevelser, man for altid vil huske.
Oplevelserne starter i Kenyas hovedstad, hvor der er besøg hos giraffer, der fodres i øjenhøjde. Små elefanter opleves og klappes i det berømte elefantbørnehjem, The David Sheldricks Wildlife Trust, før ruten går mod den smukke Naivasha-sø i The Great Rift Valley, hvor bl.a. flodheste skal opleves på en stemningsfuld sejltur på søen.
Safariens højdepunkt er de tre nætter i verdensberømte Masai Mara, hvor I får god tid til at opleve Afrikas vilde dyr på nærmeste hold samt nyde det dejlige klima.
Tilbage i Nairobi er der tid til en herlig frokost og et besøg på Karen Blixens farm, hvorefter der er fly til enten Kenya kysten eller Zanzibar, hvor I slutter med fem pragtfulde nætter direkte ved Det Indiske Ocean.
Geoffrey har fra barnsben levet tæt på Kenyas fantastiske dyreliv, men som ung mand blev han inviteret til en uddannelse inden for landbrug i Danmark. Her lærte Geoffrey det danske sprog både i tale og på skrift og har siden, gennem flere årtier, haft et væld af danskere på safari og er med rette blevet utroligt populær grundet sin meget vindende personlighed og indgående kendskab til sit hjemland.
I centrum for regionen ligger det klassiske safariland, Kenya, der ligesom Uganda gennemskæres af Ækvator. Kenya har næsten samme størrelse, godt en halv mio. km2, og form som Vesteuropas største land Frankrig. Landet grænser mod øst op til Det Indiske Ocean. Nord og syd for Kenya ligger Østafrikas to største lande, Etiopien på godt 1 mio. km2 og Tanzania på knap 1 mio. km2. Etiopien er domineret af bjerge og meget højtliggende sletter, mens Tanzania er omkranset af vand mod øst og vest af hhv.
Læs mereDette begreb er opstået som en sjov pendant til Big Five med fem små dyr, hvor de fem stores navn indgår som en del af deres navn. Er også ment som en påmindelse om at nyde synet af alle dyr samt naturen generelt på en safari.
Læs mereBliver vi i safari-genren er Nairobi vel den millionby i verden, hvor store fritlevende vilde dyr ses tættest på. Nairobi nationalparken ligger kun 5 km syd for centrum, men er dog hegnet mod byen, mens den er åben mod syd. Vel kan parken ikke måle sig med landets mest berømte vildtområder, men her findes alligevel en for mange overraskende stor bestand af klassisk storvildt som f.eks. løver, giraffer, zebraer, bøfler, både sorte og hvide næsehorn, flodheste og forskelligartede antiloper, samt et rigt fugleliv med omkring 550 arter registreret.
Læs mereBig Five er et historisk begreb, der stammer fra storvildtjagt. Det omfatter de fem dyr, man anså at det krævede mest mod og snilde at nedlægge: Elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. Begrebet er i høj grad blevet annekteret nutidens safarier, hvor riflen er skiftet ud med et kamera og dyrene i stedet ”skydes” gennem linsen. Begrebet er meget anvendt i markedsføring af såvel naturområder som lodges og camps, der hvor ”de fem store” findes og med rimelig sandsynlighed kan ses.
Læs merePå en rejse til Nairobi i Kenya er Karen Blixen Museet et absolut must at besøge. Museet hører til under National Museums of Kenya og er placeret i villakvarteret, Karen, ca. 10 km uden for Nairobi centrum ved foden af Ngong Hills. Karen Blixen Museet består af selve stuehuset, et køkken, som ligger i en bygning uden for huset og et kaffetørreri i skoven.
Læs mereI det centrale Kenya på, bunden af Rift Valley, ligger fem større søer, hvoraf Naivasha-søen ligger tættest på hovedstaden, Nairobi, omkring 90 km mod nordvest. Naivasha-søen er en ferskvandssø med frodige omgivelser, hvor især en sejltur langs bredderne er en attraktion, da den er et sandt fugleparadis med bl.a. mange vandfugle og den smukke afrikanske flodørn. Søen rummer også en god bestand af flodheste, som man kan komme tæt på, og langs bredderne ses ofte giraffer, bøfler og flere arter af antiloper og aber.
Læs mereMasai Mara og Serengeti i Tanzania må nok dele prisen som de mest filmede naturområder på hele kontinentet, måske endda på hele kloden. Der er også andet de deler, nemlig grænse og ikke mindst de mange vandrende dyr, hvor den store migration af gnuer og zebraer er mest markant. Omkring juli strømmer disse ind i reservatet fra syd og fylder græssavannen med storvildt og luften med rovfugle. De forlader typisk Masai Mara igen i oktober. Den præcise timing af migrationen varierer en del fra år til år, hvilket er betinget af, hvor der falder regn og vokser frisk græs op.
Læs mereDet Indiske Ocean er det mindste af klodens tre oceaner, men bestemt ikke det mindst interessante. Langs Afrikas østkyst i Kenya, Tanzania og Mozambique, og ikke mindst på de paradisiske øer ud herfor, Mauritius, Madagaskar, Bazaruto, Zanzibar og Seychellerne, kan drømmen om det ultimative tropiske badeparadis blive til virkelighed. Ud over den mest åbenlyse ”aktivitet”, nemlig afslapning ved strandene på de mange sublime hoteller, kan opholdet ved Det Indiske Ocean suppleres med f.eks. snorkling eller dykning på det farvestrålende koralrev, fiskeri efter nogle af oceanets prægtigste fisk, div. former for sejlads, golf og tennis på fremragende baner og et varieret udbud af kulturelle besøg.
Læs mere
I flyver fra Danmark med et flyskifte i Europa undervejs.
Mad, drikkevarer og underholdning er naturligvis inkluderet på flyrejsen.
I har den første nat i Kenyas hovedstad. Indkvarteringen på Crowne Plaza Nairobi Airport.
Denne overnatning er inklusiv morgenmad.
Efter en god nats søvn og et dejligt morgenmåltid på hotellet, køres der til Giraffe Center, hvor man kan fodre giraffer i øjenhøjde. Herfra fortsættes der til David Sheldricks Wildlife Trusts hovedkvarter lidt uden for byen, hvor I kan opleve elefantunger helt tæt på, se dem blive trænet, fodret og tilmed komme så tæt på at man ofte kan klappe dem.
Herfra kører I mod den berømte Rift Valley-sø, Lake Naivasha, hvor I er fremme ved Lake Naivasha Sopa Lodge i tide for en sen, men pragtfuld frokost i den overdådigt smukke have. Her kan I se dyr og fugle der typisk opholder sig i området. Der er også tid til en dejlig tur i poolen, før der er middag og overnatning. Om aftenen og natten ser man mange af søens flodheste komme op for at græsse, ganske tit få meter fra ens værelse.
Tidligt op for en yderst stemningfuld sejltur på søen blandt flodheste og et utroligt flot og eksotisk fugleliv. Herefter nydes morgenmaden, og bilen pakkes for turen mod Masai landet, hvor I har frokost undervejs. Efter godt fire timers kørsel når I frem til verdens måske mest berømte safariområde – Masai Mara. Vi ankommer til Mara Lesiure Camp sidst på eftermiddagen. Det sidste stykke, før I når Masai Mara, er nærmest safarikørsel, da mange dyr ofte befinder sig uden for selve reservatet.
Campen byder på dejlige store telte med høj komfort og med en beliggenhed omgivet af Maras vildtrige dyreliv. Efter et lille hvil er det tid til en sen eftermiddagssafari i det fantastiske vildtreservat, som i særdeleshed er berømt for sin store koncentration af rovdyr. I har tre nætter i campen, så der er rig mulighed for de store oplevelser blandt rovdyr, elefanter, bøfler og et imponerende fugleliv. Dagene giver også tid at nyde en svalende tur i poolen.
I har to hele dage til safari. Fra den tidlige morgenstund, hvor den lette kølighed stadig hersker, opsøger I de store oplevelser blandt Afrikas berømte ”Big Five” – elefanter, bøfler, løver, leoparder og næsehorn. Seks af jer har valgt den sublime oplevelse med ballonsafari den ene morgen, efterfulgt af en stemningsfuld morgenmad på savannen.
Masai Mara er den nordlige del af det mægtige Serengeti-økosystem, der anses af mange for at være det bedste sted at se en stor og varieret artsrigdom. Den lille Dik-Dik til store Eland-antiloper, små væverfugle, til de store gribbe. I vores sommer - og efterårsmåneder ser man ofte den store gnu- og zebravandring i Masai Mara. En helt unik oplevelse - ikke mindst hvis de krydser den store Mara-flod. En af disse to morgener kan man tilkøbe en ballonsafari, og så nyde synet af savannen mens man sagte svæver over de store vidder og dyrelivet. Nyd at Afrikas dyreliv er jeres nærmeste nabo i disse dage.
Efter en herlig morgen køres der mod Nairobi for frokost og besøg ved Karen Blixens Museum. Herefter kørsel til lufthavnen for flyet mod Mombasa.
Efter en times flyvning ankommer I til Mombasa, og køres herfra til det valgte hotel. Dette enten til Southern Palms Beach Resort på den berømte Diani Beach ca. 25 km syd for Mombasa eller til Travellers Beach Hotel lidt nord for Mombasa.
I har her fem nætter direkte ved stranden og det varme ocean. Der er her mulighed for at tilkøbe udflugter til Mombasa by, til koralrevet, fisketure, spille golf samt nyde stemningsfulde sejlture på oceanet.
I har fire hele dage ved det varme vand, hvor koralrevet ligger godt 600 meter ude i oceanet.
I flyver tidligt om morgenen mod Nairobi og derfra mod Danmark.
Der er typisk to flyskift under turen hjem.
Lake Naivasha Sopa Resort i Kenya er beliggende på et 180 acre stort område med græsarealer med acaciebevoksning. Resortet ligger i o. 1900 m. højde, ved ferskvandssøen Lake Naivashas sydlige bred i Great Rift Valley. De frodige omgivelser tiltrækker ofte giraf og waterbuck samt både vervet- og colubusaber. Om natten gæster flodheste fra søen området for at græsse. Stedet er et fint udgangspunkt for ture til de nærliggende nationalparker og reservater.
Læs mereFig Tree Camp er en atmosfærefyldt lodge med en central beliggenhed i udkanten af Masai Mara og ligger placeret med en dejlig udsigt til dyrelivet ved Talek River. Den gode beliggenhed tæt på Talek Gate giver en behagelig afstand for game drives til det meste af reservatet. Mara Fig Tree Camp har 70 værelser fordelt på flere forskellige typer med 38 safaritelte med udsigt til floden, 22 garden chalets og 10 nyere superior luksuriøse Ngaboli telte ved flodbredden med udsigt over Mara. Alle telte har eget bad, toilet og veranda, hvorfra dyrelivet ved flodomgivelserne kan iagttages. Campen har flere faciliteter som restaurant, udendørs spiseområde med flodudsigt, kaffeterrasse, to barer og swimmingpool. Fra campen arrangeres game drives, natsafari, game walks, ballonsafari, bush dinner og flere andre aktiviteter som forelæsninger om Masai Mara, masaioptræden.
Læs mereSouthern Palms Beach Resort har 298 værelser, herunder 2 luksussuiter, og er beliggende i et omkring 10 acre stort tropisk haveanlæg med to store swimmingpools, måske Østafrikas største. Værelserne er indrettet i en swahiliinspireret atmosfære og vender mod pools og haveanlæg. 36 værelser er ocean front rooms med balkon og havudsigt. Området og hotellets har faciliteter til både afslapning og aktiv ferie. Her er der mulighed for sportsaktiviteter som tennis og beachvolley, eller windsurfing, snorkling og dykning, ligesom der er en nærliggende golfbane. I området er der også mulighed for gåture, fuglekiggeri og dybhavsfiskeri.
Læs merePå Travellers Beach Hotel & Club på Kenyakysten kan man lave alt eller ingenting i brisen fra Det Indiske Ocean. Strandhotellet med de mange aktivitetsmuligheder ligger ud til Mombasas nordlige kyst. Hotellet har spa og fitnesscenter med squash, massage og behandlinger. Stedets tilbud om klubaktiviteter omfatter både sport og rekreation. Stedets klub tilbyder mange aktiviteter for de de vandsportsinteresserede lige fra hobie-cats, jetski og speedbådssejlads til snorkling og kajak. Fra hoellet er der mulighed for tennis, golf eller tur på cykel og kamel. Det er oplagt med dagture eller historiske ekskursioner til Mombasaøen.
Læs merePriserne er baseret på 4 deltagere.
Rejsen kan også bookes som privatsafari på andre datoer.
Safari Eksperten har indgået et samarbejde med Europæiske ERV, og er glade for både at kunne tilbyde dig en ideel rejseforsikring til dækning på din safarirejse samt en afbestillingsforsikring i tilfælde af, at du må aflyse rejsen på grund af sygdom.
Ønsker du at tegne en rejse- eller afbestillingsforsikring gennem Safari Eksperten, kan du kontakte din rejsekonsulent eller vores support på telefon 56 36 25 45 eller sende en mail til info@safarieksperten.dk