En fantastisk rejse til Madagaskar

En fantastisk ekspedition til den eventyrlige ø Madagaskar, har nået sin afslutning. En dejlig rejse med dejlige gæster, som sugede alle de indtryk ind, som man blev bombarderet med, uanset hvor på øen, man befandt sig.

Følgende indlæg er skrevet af to af vores gæster, som besøgte øen for første gang.

"Fantastisk rejse til en eventyrlig ø

Oplevelserne stod i kø, da vi for nylig var på Madagaskar med Safari Eksperten. Tiden fløj af sted, og vi kunne sagtens have brugt en uge mere i det afrikanske land, der også er verdens fjerde største ø.

Rismarker

De 14 dage, vi havde til rådighed, blev til en uforglemmelig rejse med dygtige danske guider som prikken over i’et.

Madagaskar er kontrasternes land, når det gælder naturen. Flade rismarker afbrydes af skulpturelle sandstensklipper, tæt og frodig regnskov suppleres af vidtstrakte savanneområder, og de særegne baobabtræer rejser sig majestætisk mellem lave gevækster.

rismarker i etager

Et af de store trækplastre for os var de mange endemiske dyrearter, som Madagaskar byder på - arter, der ikke findes noget andet sted på jordkloden.

Kamelæon

Det gælder ikke mindst lemuren, hvis arter spænder fra den største cirka 60 cm høje indri til den ganske lille - og meget nuttede - muselemur.

Dansende lemur

Med kameraet om halsen, solhat på hovedet og et par gode travesko var vi ad flere omgange på jagt efter de pelsklædte dyr, som sad på grenene og gumlede blade, sov eller svingede sig i regnskovens træer.

Nogle gange var de alene andre gange i flokke, og ind imellem kunne man høre deres høje karakteristiske skrig gennem skoven.

Vi var ledsaget af dygtige lokale guider - uddannede “spottere” - der kunne finde frem til dyrene. Det var utroligt, som de pludselig kunne stoppe op og udpege kamæleoner, der kamuflerede sig ved at have samme farve som løvet på en busk. Eller en farvestrålende sommerfugl, der gemte sig halvt under et blad.

Lemur

En natsafari langs yderkanten af regnskoven kan bestemt også anbefales. Regnskoven går aldrig i seng, og lydene fra de mange natdyr er intense og overvældende. Og bare rolig, man bliver ikke vækket midt om natten - det bliver tidligt mørkt på Madagaskar, så natsafarien foregår lige før aftensmaden.

En kreativ befolkning

Udover de mange betagende natur- og dyreoplevelser gav rejsen os også en indsigt i indbyggernes dagligdag.

Cykeltaxa

Der bor hele 33 millioner mennesker på øen, hvilket man godt kan undre sig lidt over, da der også er store relativt øde områder. Men de bor tæt i små og større landsbyer. Og ja, her er fattigdom som i så mange andre afrikanske lande, men befolkningen har også i vid udstrækning mulighed for at ernære sig selv ved at dyrke jorden og spise og sælge afgrøderne. Sidstnævnte foregår på de talrige markeder, hvor de små boder er fyldt med alt fra græskar, kartofler og bønner til skaldyr, fersk kød og alverdens krydderier.

Tana

Vi fik også et indtryk af en utrolig arbejdsom og kreativ befolkning, der udnytter og omdanner, hvad den nu har for hånden, til kunsthåndværk af enhver art.

Det kan fx være sodavandsdåser og metaldele fra udtjente bilmotorer, der ved hjælp af få og ofte hjemmelavede redskaber forvandles til dekorationer til salg til turisterne. Eller de fineste papirarbejder lavetefter en ældgammel teknik af fibre fra Avohatræet.

Vi besøgte også et silkeværksted, hvor man fremstillede sjaler og andre tekstiler af pupper fra vildtlevende silkeorme. Et stort arbejde, hvor pupperne efter indsamling i naturen blev kogt og renset og dernæst med håndkraft blev spundet til lange tråde. Alene vævningen af et enkelt sjal tager omkring en uge. Vi så produktionen fra a til z og endte i en lille butik, hvor vi selvfølgelig faldt for nogle af de smukke varer.

Silke

Sådan går det let, når man besøger disse værksteder. Og trods det store arbejde bag genstandene er de ifølge dansk målestok utroligt billige. Det gælder i øvrigt alt på Madagaskar. For et godt aftensmåltid for to med et par retter, en flaske vin og en kop kaffe betalte vi typisk cirka 300 kr.

Eminent dygtige guider

De yderst rimelige priser gælder ligeledes i hovedstaden Antananarivo - også kaldet Tana. Byen er en pulserende smeltedigel af menneskefyldte boulevarder og smalle gader, markeder og rigtige butikker, ydmyge lokale restauranter og fashionable caféer.

Når sulten melder sig, kan det anbefales at lægge vejen forbi Grand Café de la Gare - en ren tidslomme i byens gamle togstation. Her skrues tiden lidt over 100 år tilbage, og man er omgivet af en ægte “fin de siecle”-stemning - og maden er af den rigtig gode slags.

Vi må også nævne de to danske guider, Lone og Kim Roslev, der var med hele vejen. De gav uden tvivl rejsen en ekstra dimension. Ud over virkelig at være der for os i enhver henseende, når det gjaldt alt det praktiske, er de også glimrende til at formidle deres store viden om dyrelivet i regnskoven.

En ekstra bonus for de fotointeresserede er, at de også er professionelle fotografer, der gerne uddeler tips og tricks, så man får de bedste billeder med hjem i bagagen.

Guider

Vores eventyrrejse sluttede med et par dages afslapning i Ifaty ved det indiske ocean. Her er snorkling en udbredt aktivitet, der viser, at Madagaskar også har store oplevelser på programmet under havets overflade.

Men man kan også, som vi gjorde, læne sig tilbage på solsengen og lade rejsens opbud af oplevelser lagre sig til minder for livet.

Stranden

Madagaskar er lidt af en uopdaget perle, der endnu ikke er indtaget af horder af turister, hvilket er en stor fordel. Vi håber en dag at vende tilbage til dette utroligt smukke og spændende land, og gør vi det, bliver det uden tvivl via endnu en rejse i Safari Ekspertens regi.

Det har været en ualmindelig velkomponeret tur med en bred palet af forskelligartede oplevelser, og vi kan kun på det varmeste anbefale såvel rejseselskabet som dets to erfarne danske guider.

Mariette Tiedemann og Stig Christensen"

Vi takker Mariette og Stig for de flotte ord. 

Skulle du også lyst til at opleve denne fantastiske ø i det Indiske Ocean, kan du se din muligheder her:
VORES REJSER TIL MADAGASKAR

Hvornår har du tid?

- Bliv ringet op og lad os mødes på din hjemmebane

 

Har du spørgsmål eller brug for sparring? Vi ringer dig op, når det passer dig. Det hele foregår over telefonen – nemt, hurtigt og på dine præmisser.