Safari Eksperten | Få unikke oplevelser i Namibia

Få unikke oplevelser i Namibia

Skrevet d. 25/3-2019

Namibia byder på et hav af forskellige oplevelser, der kan udforskes i smukke ørkenlandskaber og blandt nogle af verdens højeste klitter, som er med til at gøre Namibia til en fantastisk, alsidig destination. Du vil her blive præsenteret for et udsnit af Namibias mange oplevelsesmuligheder, men listen er langt fra udtømmende.

Ørkensafari i Namib-ørkenen

Namib-ørkenen beskyttes af den mægtige Namib-Naukluft Park, der med sine knap 50.000 km2 er Afrikas største nationalpark. Namib-ørkenen er vel nok mest kendt for sine smukke orange/røde klitter, der er blandt nogle af verdens højeste. Særligt området nær Sossusvlei og Deadvlei tiltrækker megen opmærksomhed. Hvis du skal besøge disse områder, bliver du kørt hertil i parkens specialfremstillede køretøjer, hvor du så kan stige ud og frit udforske de store sandbjerge, den fantastiske udsigt og fange de mest spektakulære billeder. Tag gerne afsted tidligt om morgenen, så du får muligheden for at se solen stå op over landskabet. Hvis du er i almindeligt god form, er det med at gå op på toppen af klitterne, så du får den absolut bedste udsigt. Husk dog på at det er hårdt at gå i det løse sand, også selvom temperaturerne er lavere om morgenen, så du skal være klar på en fysisk udfordring. I det barske ørkenmiljø er der naturligvis ikke mange dyr, men trods alt kan du støde på den ørkentilpassede antilope, gemsbukken, samt strudsen, som begge trives i området. Tager du i stedet lidt mod nord, hvor terrænet er domineret af grus- og stenørken, kan du være heldig at møde springbukken og den sjældne bjergzebra. Hvis du er klar på at opleve et rødglødende ørkenlandskab i den tidlige morgensol og spotte sjældne ørkendyr, bør du bestemt besøge Namib-ørkenen på din rejse til Namibia.

Oplev den namibiske stjernehimmel

Namibia er både destinationen for eventyrlystne rejsende og for entusiastiske astronomer. Landet byder nemlig på en usædvanlig klar himmel, der udgør et stjernehav af funklende prikker. Man behøver dog slet ikke at være astronom for at nyde den stjernespækkede himmel, for du vil utvivlsomt blive betaget af de meget anderledes stjernebilleder, end dem vi er vant til at se herhjemme. Et godt sted at kigge på stjerner er i Namib-ørkenens Sossusvlei, hvor den smukke nattehimmel er sat i scene med ørkenens høje sandklitter.

Udforsk Namibia fra oven

Få et sus i maven og en oplevelse for livet med en tur i varmluftsballon over Namibias fantastiske, varierende natur. Sandklitterne i Sossusvlei er betagende i alle perspektiver, men der sker noget helt særligt, når du iagttager dem fra oven. En tur i luftballon er blandt de dyrere oplevelser, man kan få på en safari, men også en oplevelse, som bare er alle pengene værd! Hvis Namibia ikke på forhånd har taget dig med storm, vil det helt sikkert vinde dit hjerte i de rolige omgivelser over Sossusvlei. Opstigningen sker ofte lige inden solopgang, så man kan nyde solens første stråler og bløde, gyldne lys. Det er en enestående fredfyldt oplevelse at glide lydløst og vindstille henover landskabet, kun lige afbrudt med mellemrum af brænderens hvæsen, når ballonen skal tage højde.

Gå på opdagelse i Etosha National Park

Vil du med på eventyr i Namibias mest vildtrige park med mange store planteædere og fin bestand af rovdyr? Så tag med en tur til Etosha-nationalparken, som ubetinget er landets fineste. Her finder du nemlig fire af de berømte ”Big Five”, hvor det kun er bøflen, du må undvære synet af. Til gengæld er der virkelig stor sandsynlighed for at se løven, elefanten og leoparden, og når det kommer til næsehorn, ja – så fås det faktisk ikke meget bedre. Særligt omkring parkens vandhuller kan du spotte mange sorte næsehorn, mens du skal et smut til Ongava-reservatet syd for Etosha for at opleve det hvide næsehorn. Du kan også være heldig at opleve geparden, som ofte boltrer sig på den flade savanne omkring saltsletterne. Der findes store flokke af zebraer, gnuer og antiloper overalt i parken, hvilket også gælder for sjakaler og plettede hyæner. Du vil få en ægte safarioplevelse i Etosha, hvor de vilde dyreoplevelser altid kun er et øjeblik væk.

Få kulturoplevelser i Kaokoland

På de nordlige sletter i Etosha finder du Kaokaland, som er hjemsted for himba-folket. Himbaerne er blandt Afrikas mange gamle stammefolk og består af op mod 50.000 personer, som taler med en særlig dialekt kaldet ‘Otjihimba’. Stammen udgøres af et semi-nomadisk jordbrugsfolk, som holder får, geder og kvæg. Særligt kvæget har en høj status i stammen, og man tæller faktisk sin rigdom ud fra antallet af kvæg, man ejer. Himbaerne lever i et storslået og fantastisk landskab, men det er også barskt. Det er faktisk næsten ikke til at tro, at der bor mennesker i et område, der primært består af sand, øde sletter, hårdfør vegetation og stenformationer – men det er nu engang det sted, himbaerne kalder ”hjem”. Du vil blive mødt af en række oplevelser, du ikke kan få andre steder. Eksempelvis er det ganske særligt for stammen, at kvinderne har et rødligt udseende. Det skyldes, at kvinderne allerede fra teenageårene begynder at smøre deres kroppe ind i cremen, otijze, som indeholder rød okker, fedt og smør. De kommer cremen både på huden og i håret, og så er cremen samtidig med til at beskytte dem fra solen og insekter.

Føler du dig også helt tryllebundet af Namibias mange højdepunkter? Så tag et kig på vores udvalg af rejser til Namibia og kom på dit livs rejse.

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m