Safari Eksperten | Zanzibar | Top 5 seværdigheder på Zanzibar

Top 5 seværdigheder på Zanzibar

Skrevet d. 15/1-2019

Stone Town

Når du tager på en afslappet badeferie på berømte og eksotiske Zanzibar, bliver du nødt til at opleve den historiske bykerne i Zanzibar City, nemlig Stone Town. Området er en smeltedigel af kulturer, og du vil få alle sanser i gang på de myldrende markeder og labyrintiske gader. Her bliver du på fortryllende vis ført igennem Zanzibars mangeårige historie, der centrerer sig omkring øens produktion og transport af krydderier. En stor del af Stone Town er arabisk præget. Dette skyldes, at Zanzibar tidligere var et arabisk domineret sultanat, og at de arabiske lande var en stor handelspartner. For at blive endnu klogere på øens spændende historie, kan du slå et smut forbi House of Wonders, der rummer et kulturhistorisk museum. Du kan også vælge blot at gå rundt i byen og nyde den særprægede arkitektur, hvor særligt de mange messingbeslåede og fint udskårne døre vil imponere. Om aftenen skal du helt sikkert tage til Forodhani Gardens som ligger lige ned til Det Indiske Ocean. Efter mørkets frembrud forvandles det nemlig til et kæmpe madmarked, hvor du kan smage den udsøgte lokale street food for ganske få penge. Her kan du mingle med det lokale folk og få en gastronomisk oplevelse i særklasse.

Prison Island

Kun et kvarters sejlads fra Stone Town finder du den lille ø, Prison Island. Som navnet antyder, var øen ikke tiltænkt som den paradisø, den fremstår som i dag. Først blev øen anvendt til at huse oprørske slaver, og efter slaveriets ophør var det planen at øen skulle bruges som fængsel for kriminelle. Det blev dog aldrig til noget, og øen blev i stedet anvendt som karantænestation til syge mennesker for at undgå sygdomsspredning på Zanzibar. I dag kan du se de gamle ruiner, som stadig er delvist bevaret. Desuden finder du udsøgte strande, en velbesøgt restaurant og enkelte overnatningsmuligheder på den lille ø. Men det, der trækker de fleste besøgende til, er de imponerende kæmpeskildpadder som er op mod 200 år gamle. Gennem tiden er bestanden både øget og mindsket, men gennem vellykket indsats for at bevare kæmpeskildpadderne, er antallet i dag oppe over 100. Det er oplagt at besøge Prison Island som en heldagstur, så du kan nå at få alle indtrykkene med fra denne fantastiske perle.

Zanzibars krydderiplantager

Gør dig selv den tjeneste at besøge en af Zanzibars mange velduftende krydderiplantager. Særligt producerer øen nelliker, men også kanel, muskatnød, vanilje og sort peber dyrkes – netop derfor refererer mange også til Zanzibar som ”Spice Island” (Krydderiøen). Krydderiplantagerne stortrives i det frodige klima, og du vil i den grad for aktiveret dine sanser på en tur gennem de duftende og velsmagende krydderier. Der findes utallige guidede ture, hvor du kan få spændende historier og værdifuld viden om produktionen – og smage på krydderierne, naturligvis! Du kan selv vælge om du vil på en tur á et par timer eller om du vil på en heldagstur. Hvis du vil have hele oplevelsen med, anbefaler vi at tage på en af de længere ture, da du her også vil komme til at besøge nogle af de små landsbyer.

Jozani Forest

Oplev Zanzibars oprindelige, smukke natur og mød den sjældne røde colobusabe i Jozani Forest. Jozani Forest er placeret på øens midte og er en del af Jozani Chwaka Bay National Park. Stedet blev i 1960’erne et fredet naturreservat og er den eneste naturlige urskov tilbage på hele øen. Jozani er hjemsted for mange vilde aber, hvor særligt de sjældne røde colobusaber tiltrækker manges opmærksomhed. Når du besøger området, skal du huske at holde godt øje med trækronerne, da der er her, du kan få øje på de forskellige abearter. Sørg dog for ikke at have løse genstande på dig, da colobusaberne er meget nysgerrige og gerne kommer helt tæt på skovens besøgende. Desuden kan man også komme til at se firben, frøer, fugle, kamæleoner, galagoer og mange andre arter. Allierer man sig med en guide, er man sikker på at opleve det bedste af Jozani Forest og dens fantastiske natur og dyreliv.

Sejltur og snorkling på Det Indiske Ocean

Alene navnet Zanzibar klinger magisk og eksotisk, og det med rette! Øen byder nemlig på palmeklædte hvide sandstrande ud til det turkisblå Indiske Ocean. Selvom de mange smukke strande indbyder til solbadning og ren afslapning, må du endelig ikke snyde dig selv for den fantastiske oplevelse, der gemmer sig under havets overflade. Hele vejen rundt om øen finder du nemlig et farverigt og imponerende koralrev, der både holder hajer og store bølger væk fra øgruppen. Du vil opleve en fantastisk sigtbarhed, og med massevis af spændende fisk, vil du få en snorkel- eller dykkeroplevelse i særklasse. Tag også gerne på en sejltur på Det Indiske Ocean, hvor du kan komme på delfinsafari og prøve at svømme med delfinerne. Du finder mange afgange til en sådan tur fra Kizimkazi på sydkysten. Delfiner er fra naturens side meget nysgerrige, og det er således ikke svært for arrangørerne at fange dyrenes opmærksomhed, når båden skærer sig gennem bølgerne. Du kan vælge at se delfinerne fra båden eller hoppe i vandet og nyde Det Indiske Oceans dyreliv fra første parket og få nogle af feriens bedste billeder i kassen. Det er ikke kun på sejlture, at man kan være heldig at møde delfiner. Langs Zanzibars kyst kan man sagtens støde på adskillige delfiner, der med sit legesyge sind boltrer sig i vandet. Det Indiske Ocean gemmer på spandevis af perler, som kun venter på at blive udforsket.

Kunne du tænke dig at komme på en magisk rejse på eksotiske Zanzibar og opleve kulturskatte, spændende historie og svajende palmer? Så tag et kig på vores rejser til Zanzibar, der ganske oplagt kan kombineres med safari i Tanzania

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m