Safari Eksperten | Cape Town mangler vand | Læs mere her

Cape Town mangler vand

Skrevet d. 18/1-2018

”Day Zero”

På grund af en usædvanlig tørke lød meldingen i oktober 2017 på, at millionbyen Cape Town i Sydafrika ville løbe tør for drikkevand d. 18. marts 2018, som fik tilnavnet ”Day Zero”. For at undgå eller blot udskyde denne dato har myndighederne derfor indført en række restriktioner på vandforbruget. Heldigvis har både enkeltpersoner, organisationer og hele hotel- og restaurationsbranchen i mere eller mindre grad efterlevet kravene om vandrestriktionerne, og ”Day Zero” er nu rykket over en måned frem til d. 22. april i år. Netop i april begynder Sydafrikas vinter, som varer frem til september, og det forventes derfor, at regionen får en del nedbør i denne periode. Dette vil være med til at skabe et positivt udslag i byens vandforsyning, men det er uklart, hvor hurtigt processen kommer til at forløbe. Myndighederne er derfor stadig meget skarpe på at indføre tiltag til nedsættelse af vandforbruget, og der føres stadig kampagner om, hvad man hver især aktivt kan gøre for at spare på vandet. Bystyret har sat et mål om, at vandforbruget skal ned på 500 millioner liter om dagen, og med et dagligt forbrug på omkring 578 millioner liter, er der stadig et stort behov for yderligere besparelser og restriktioner.

"Hvad betyder det for mig, som skal rejse til Cape Town?"

Myndighedernes krav om en kraftig reducering af vandforbruget er ikke helt uden betydning for dig, som rejser (eller planlægger at rejse) til Cape Town i den kommende tid. Det er dog meget vigtigt også at have in mente, at Sydafrika og i særdeleshed Cape Town lever utrolig meget af turismen, og et stort fald i antallet af turister vil derfor kunne skabe en økonomisk krise oven i krisen om manglende naturressourcer. Vær derfor ikke tilbageholdende med at rejse til byen, men forhold dig til følgende retningslinjer og vær med til at holde vandforbruget nede:

  • Mindre tøjvask giver mindre vandspild – så simpelt er det. Sørg derfor for at genbruge dit badehåndklæde flere gange i stedet for at smide det på gulvet, som du måske normalt gør på et hotel. Herhjemme bruger du med al sandsynlighed også dit håndklæde mere end én gang, så hold fast i den rutine når du er i Cape Town.
  • Vink farvel til de lange bade. Der er alligevel så meget at se og opleve i Cape Town, så der er absolut ingen grund til at spilde tiden (eller vandet!) med et langt bad.
  • Tænk over de mindre situationer, hvor du benytter dig af vandet. Lad eksempelvis være med at lade vandet løbe, når du børster tænder. Det koster op mod 6 liter vand i minuttet at have vandhanen til at løbe. Der er altså mange liter at spare, hvis alle 3,5 millioner indbyggere plus turister børstede deres tænder uden lyden af rindende vand. 

Foruden de ovennævnte retningslinjer, opfordrer vi til enhver tid til at følge op på situationen før og imens du er afsted. I den forbindelse står vi naturligvis til rådighed, hvis du ligger inde med spørgsmål omkring de manglende vandressourcer i Cape Town.

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m