Uganda | Nu er der over 1.000 bjerggorillaer i Afrika

Nu er der over 1.000 bjerggorillaer i Afrika

Skrevet d. 21/7-2018

Positiv optælling af de truede bjerggorillaer

Bjerggorillaerne lever kun to steder i verden. I grænseområdet mellem Congo, Uganda og Rwanda finder man Virunga, hvor den største bestand af bjerggorillaer lever. Sidste gang der blev foretaget en optælling var i 2010, og dengang var bestanden på 480. Derfor var det en umådelig glædelig nyhed, da en optælling foretaget tidligere i år viste et resultat på hele 604 gorillaer i dette område. Den anden bestand af bjerggorillaer lever i Bwindi i Uganda, og er anslået til at rumme 400 gorillaer (det endelige antal forventes klart i slutningen af 2019). Dermed er det samlede antal af bjerggorillaer oppe på 1.004 individer, hvilket er mere end 100 flere end på forhånd estimeret.

Hvordan tæller man bjerggorillaer?

At tælle så mange bjerggorillaer er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver flere hold af feltarbejdere, som systematisk gennemgår skoven for gorillaernes spor og deres reder. Under optællingen indsamlede feltarbejderne knap 400 snarer, som krybskytter havde placeret i skoven for at fange antiloper – men de kan også dræbe gorillaer, og det var desværre tilfældet med en af bjerggorillaerne, der blev fundet død under optællingen. Krybskytter er dog ikke den eneste trussel mod bjerggorillaerne. De er også stærkt truet på grund af fældning af deres skove, klimaforandringer og fordi de i nogle tilfælde bliver smittet med sygdomme overført fra mennesker. Det var derfor en fantastisk nyhed, at antallet er bjerggorillaer overraskede så positivt. Optællingen blev foretaget af the Greater Virunga Transboundary Collaboration i samarbejde med NGO’er og andre partnere.

 

Oplev bjerggorillaerne i Bwindi i Uganda

Det er en helt unik oplevelse at tilbringe tid i selskab med Bwindis bjerggorillaer, og det må betragtes som værende et af Ugandas absolutte højdepunkter. Bjerggorillaer lever i familiegrupper, der ledes af en voksen han. Gorillagrupperne vandrer rundt på større territorier i skoven i søgen efter frisk planteføde. De bygger en rede, som de tilbringer natten i, men de flytter altid rede til natten efter. Når du skal på gorilla-trek, er disse reder vigtige vejvisere for, hvor gorillaflokken befinder sig. Derved kan de lokale, erfarne guider spore flokken om morgenen før et gorilla-trek. Det kan være lidt af en drøj fornøjelse at finde frem til en gorillafamilie, da skoven er tæt og terrænet består af stejle skråninger kombineret med et ret fugtigt vejr. Det må derfor siges at være et krav, at man er i almindelig fin form. Det kan tage ganske kort tid at finde frem til gorillaerne, men det kan også tage en halv dag. Dette kan man ikke vide på forhånd, så det er en god idé at væbne sig med tålmodighed og nyde turen undervejs også. Heldigvis bliver du med stor garanti belønnet for dine strabadser, for der er næsten 100 % chance for at møde gorillaerne på et trek. I Bwindi kan man desuden også nyde synet af den smukke skov, der med sine omkring 85 arter af orkidéer, 105 bregner og 300 slags træer er det rene paradis for botanikere.

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m