Mauritius | Meget mere end hvide bountystrande

Værd at vide om Mauritius

Skrevet d. 1/2-2018

Multikulturelt samfund og stor gæstfrihed

Mauritius forbindes ofte med kridhvide sandstrande, krystalklart vand og det perfekte paradis til ren afslapning – og ja, det er øen bestemt også velegnet til med sine smukke kyststrækninger. Men vidste du, at Mauritius faktisk byder på en masse seværdigheder og aktiviteter og ikke mindst en helt unik kultur? Det lille land, som ligger 900 km øst for Madagaskar, er lidt mindre end Fyn, men rummer både afrikansk, europæisk og asiatisk kultur. Netop det multikulturelle finder mange gæster særdeles spændende, og det kommer ofte som en overraskelse, at man både kan blive mødt med det spanske, franske og engelske sprog. Uanset hvilken kulturel baggrund du møder, er du nærmest sikker på at blive modtaget med et venligt og imødekommende sind. Gæstfrihed er nemlig et af nøgleordene på Mauritius. På de mange lækre resorts, hvoraf de fleste er placeret direkte ud til Det Indiske Ocean, føler man sig ikke blot som ”endnu en turist”, men faktisk som en gæst af huset. Selvom de fleste vælger at rejse til Mauritius i højst et par uger, når man at føle sig helt hjemme blandt det hjælpsomme og flinke mauritiske folk. Det samme gør sig gældende på øens mange restauranter, hvor du kan få et udsøgt og relativt billigt måltid mad.

Spændende naturfænomener

Mauritius tilbyder et væld af aktiviteter, så selvom de smukke sandstrande er yderst tiltrækkende, så bør du gøre dig selv den tjeneste også at tilbringe lidt tid rundt om på øen. Den nemmeste måde at transportere sig rundt på, er ved at leje bil. Her skal du være opmærksom på, at der er venstrekørsel på øen. Alternativt kan du tage bus eller taxa, der begge dele er billigt på Mauritius sammenlignet med herhjemme. Og hvor skal turen så gå hen? Hvis du kan lide smuk natur, så bør turen i hvert fald inkludere et smut forbi La Vallee Des Couleurs Nature Park i den sydlige -og sydøstlige del af øen. Her finder du et rigtigt naturvidunder, nemlig Seven Coloured Earth. Den syvfarvede jord er en imponerende geologisk formation, som er skabt ud af vulkanske sten, der er kølet ned ved forskellige temperaturer. Jordklitterne består af skråninger, der gløder i et magisk samspil af flotte farver. Seven Coloured Earth er en af Mauritius’ største turistattraktioner, og består af et mindre område på 7500 m2. Den er placeret i et kompakt skovområde, der om muligt gør oplevelsen endnu mere spektakulær. I naturparken kan adrenalinen også få lov til at pumpe løs, for her finder du nemlig også verdens 3. længste zipline og muligheden for bridgewalking. Begge dele er også en særdeles velegnet måde til at få et godt blik over den frodige naturpark og ud over det blå ocean.

 

Verdens 3. største koralrev

Mauritius er omgivet af verdens 3. største koralrev, der strækker sig 150 kilometer langs kysten. Det betyder, at du kan få fantastiske dykker – og snorkeloplevelser ud for næsten hver eneste strand! Netop denne fantastiske mulighed for at snorkle og dykke er en vigtig magnet for øens turisme.  Mauritius’ smukke koralrev byder på en stor variation af fisk i alle regnbuens farver, der er typiske for Det Indiske Ocean, herunder blandt andet klovnfisk og papegøjefisk. Det kan i særdeleshed anbefales at begive sig ud på havet ved byen Pointe aux Piments i den nordvestlige del af øen. Her er koralrevet let tilgængeligt at komme til, og udover en stor variation af fiskearter, er området også kendt som værende det bedste sted at spotte havskildpadder. Med et undervandskamera er du nærmest sikret det bedste feriebillede! Du finder dog også ligeså spektakulære dykkeroplevelser andre steder, og for de dykkerglade må det bedste tip være, at prøve lidt af hvert – det ene sted er vildere end det andet, og det farverige koralrev er et must at udforske.

Udover fantastisk natur og et spændende dyreliv, der primært udfolder sig under havets overflade, byder Mauritius også på interessante byer som eksempelvis hovedstaden Port Louis, dyreparker, flotte vandfald og meget, meget mere! Om din næste rejse skal rumme natur, kultur eller bare ren afslapning, så står Mauritius klar med sine mange skønne perler! Du kan jo altid lige kigge lidt nærmere på vores udvalg af rejser til Mauritius.

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m