Safari Eksperten | 10 ting du ikke vidste om Madagaskar

10 ting du ikke vidste om Madagaskar

Skrevet d. 10/7-2018

En safari på Madagaskar er noget helt særligt, og du får en meget anderledes oplevelse, end hvad der kendetegner en safari på det afrikanske fastland. Men hvad gør øen så speciel, og hvilke finurligheder gemmer Madagaskar på? Det vil du finde svar på ved at læse disse 10 ting om Madagasker, som du (måske) ikke vidste i forvejen.

1. Madagaskar er verdens 4. største ø

Madagaskar er en del større, end de fleste tror. Med et imponerende areal på 600.000 km2 ryger den ind på pladsen som verdens 4. største ø – kun overgået af Grønland, Ny Guinea og Borneo. Dermed er Madagaskar også Afrikas største ø, og til sammenligning er den større end både Spanien og Tyskland. Den store ø rummer også en relativt stor befolkning. Tallet er anslået til at være over 20 millioner, hvilket gør Madagaskar mere befolket end f.eks. Holland og Rumænien.

2. Madagaskar blev først opdaget omkring 500-tallet

Man har ikke en helt præcis idé om, hvornår Madagaskar fik besøg af de første mennesker. Der hersker dog ingen tvivl om, at øen blev opdaget relativt sent – måske så sent som i 500-tallet. Når man tænker på, at der er fundet 300.000 år gamle fossile levn af vores art, Homo sapiens, i Marroko, var vi ret længe om at nå til Madagaskar. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Netop fordi øen har ligget isoleret fra omverdenen i millioner er år, har naturen udviklet sig i sin helt egen retning til stor glæde for naturelskere i dag.

3. Det meste af Madagaskars dyreliv findes kun på Madagaskar

At naturen ikke er blevet forstyrret betyder, at Madagaskar byder på et dyreliv, som man med garanti ikke finder magen til andre steder. Næsten 80 % af øens arter er endemiske, hvilket betyder, at dyrelivet kun findes lige her. Den enestående diversitet er desværre truet af befolkningstilvækst og især fældning af træer. Som reaktion på dette er en række nationalparker og reservater opstået for at beskytte store dele af den tilbageværende uberørte natur og det spændende dyreliv, hvor lemuren må siges at være den helt store stjerne.

4. Dyrene opfører sig til tider lidt mærkværdigt

Med et særligt dyreliv følger åbenbart også en lidt særlig opførsel. Blandt andet lever den såkaldte ”giraffe-necked weevil” på øen, hvis lange hals har givet denne snudebille sit navn. Den ruller diverse blade om til rør, så den har et sted at opbevare sine æg. Den såkaldte ”aye-aye lemur” har også sine helt særlige vaner. Den bruger nemlig sin langfinger til at finde det lækre foder, der gemmer sig i træerne. Også Malagasy-kæmperotten (der desuden går under navnet votsotsa eller votsovotsa) har evner, der kommer bag på de fleste. Den kan nemlig springe hele 3 meter op i luften!

5. Der er næsten ingen jernbaner på Madagaskar

Hvad Madagaskar har i specielle, endemiske dyr, mangler øen til gengæld i jernbaner. Øens store areal taget i betragtning, er sammenlagt 854 kilometers jernbane ikke ret meget. Til sammenligning har vi herhjemme i Danmark mere end 2.500 kilometers jernbanestrækning, så på en safarirejse til Madagaskar skal du ikke satse på at komme rundt med tog. Typisk kommer man rundt på øen med fly på de lange strækninger og ellers i bil.

6. Madagaskars turisme er stigende

Turismen er en relativt stor indtægtskilde for madagaskiske folk. Dog er landbrug absolut det, der beskæftiger det meste af folket, og de to ting kommer af og til i karambolage med hinanden. Mens landmændene stiller stigende krav om større landbrugsarealer, forsøger naturfredningsforeninger at beskytte naturen, så blandt andet de famøse lemurer sikres. Trods interessekonflikterne, der især udspringer af den udbredte fattigdom på Madagaskar, er turismen alligevel stigende. Den enestående natur og særprægede dyreliv i kombination med udsøgte sandstrande lokker mange turister til øen. Folk er nemlig i stigende grad interesserede i det særprægede og anderledes, og det finder man i allerhøjeste grad på Madagaskar.

7. Madagaskar var engang fristed for pirater

Madagaskars historie byder på mange interessante hændelser. I slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var øen piraternes paradis. Øens ugenerede placering kombineret med fraværet af europæisk dominans, gjorde Madagaskar til et fristed for pirater. Fortællingen går på, at piraterne dannede deres egen koloni under navnet ”Liberteria”. Her skabte de en ny national identitet, hvor de lavede nye love og et nyt sprog. Fortællingens oprigtighed er dog stærkt betvivlet af kritikere og bliver i dag omtalt som en fiktiv fortælling eller en ren myte. Dog antages det alligevel, at dele af historien er sand, og at piraterne i denne periode rent faktisk hærgede områder af øen.

8. Mænd og kvinder går i samme tøj

Unisex bliver mere og mere populært, men på Madagaskar er det langt fra noget nyt. Her er den såkaldte ”Lamba” befolkningens traditionelle beklædningsgenstand, som både bæres af mænd og kvinder. Udseendet varierer dog en smule mellem de to køn, men princippet er det samme – et rektangulært stykke klæde, der vikles rundt om kroppen. Klædet kan tage sig ud på forskellige måder afhængigt af anledningen.

9. Øen blev engang regeret af en temmelig vanvittig dronning

Det er ikke usædvanligt, hvis du har hørt om Ranavalona fra Madagaskar, for hun var ikke en helt almindelig kvinde. Faktisk omtales hun som en af de mest morderiske kvinder i historien, og hændelserne under hendes regeringstid på øen fra 1828-1861 taler da heller ikke imod dette. For at sikre sin titel som dronning, beordrede hun alle dem, der potentielt kunne true hendes position, dræbt. Hendes utraditionelle politiske metoder nævnes stadig i historiebøgerne i dag, og resterne af hendes palads kan endnu ses i Madagaskars hovedstad, Antananarivo. Historien om Ranavalona er bestemt værd at læse op på, for der gemmer sig nogle ret usædvanlige bedrifter.

10. Med på UNESCO’s verdensarvsliste

Madagaskar er repræsenteret på verdensarvslisten for flere af øens særlige bygninger og steder. Blandt andet finder man Ambohimanga, som er et kongepalads bygget på toppen af en klippe. Dette kan du opleve, når du besøger Antananarivo. Også Tsingy de Bemaraha National Park har siden 1990 været opført på UNESCO’s verdensarvsliste. Dette skyldes især de fantastiske kalkstensbjerge med de berømte Tsingy’s, samt de flere hundrede meter høje bjergtoppe, der er skabt af millioner af års erosion. Desuden finder man også Atsinanana-regnskoven på listen, der består af flere forskellige nationalparker. Alt sammen bør bestemt udforskes, når du besøger den eventyrrige ø, Madagaskar.

 

Nyhedsbrev

Få vores Diamant-bog som PDF (værdi 198,- kr)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv blandt de første til at få rejsetilbud direkte i indbakken

  • Tilbud på safarirejser
  • Afbudsrejser
  • Vores Diamant-bog som PDF
  • Safari-historier, video, konkurrencer m.m